Håndværk og designnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Foreningen for håndværk og design.

(3.838 følger) Se alle medlemmer
Håndværk og design
0   829

Forfattere: Håndværk og design handler om at se muligheder

Forvandl en makreldåse til et skib eller byg en skammel ud af trærester - det handler bare om at se mulighederne i de ting, som vi omgiver os med til daglig, lyder det fra forfatterne Rachel Zachariassen og Karin Munch. De står bag ny bog til håndværk og design.

"Vi vil gerne sætte tanker i gang hos lærerne - få dem til at tænke ud af boksen og afprøve nye tanker i brugen af materialer, sammensætninger, farver samt designprocesser. Bevæge sig ud af innovative stier. De skal ikke være begrænsede af vores materialevalg. Redaktøren efterspurgte skabeloner, men det sagde vi nej til, det skal der ikke være", fortæller Karin Munch og Rachel Zachariassen, der er forfattere til bogen "Håndværk & Design". Det er en bog med mange billeder og en begrænset tekstmængde. Det er helt bevidst, at det ikke er en bog fyldt med færdige undervisningsplaner, men en idébog, som forfatterne selv kalder det.

"Vi skal ikke tilbage til modelsløjden. Børn skal selv designe og sætte deres eget præg på produktet, men det skal være indenfor nogle rammer, hvor eleverne både lærer håndværk og designprocesser", siger Rachel Zachariassen og tilføjer, at man ofte er mere kreativ, når der er nogle benspænd.

Artiklen fortsætter under banneret

"Vi har tænkt over, at teksten er enkel, og at billederne taler. I vores samfund er der så meget, der er skrevet. Og vi har tendens til at forgribe os på læringsmål, som er målbare. Vi vil gerne skabe et frirum, slippe kontrollen og appellere til det visuelle og lade lærerne selv finde nye veje - vække fantasien", fortæller hun om bogen.

Lær teknikkerne på en ny måde
Forfatternes store tanke er, at bogen i lige så høj grad kan være et afsæt til, at lærerne får deres egne ideer. "Det handler om at se muligheder i de ting og materialer, som vi omgiver os med i hverdagen, siger Karin Munch. "Kan der laves et skib ud af en makreldåse, kan vi strikke i gamle T-shirts eller lave en skammel af fodlister og resttræ? Hvad sker der når vi maler kanten på et skærebræt eller sætter et bånd i? Skærebrættet får et personligt udtryk og eleverne har mulighed for at sætte deres eget præg på produktet. De udvikler selvstændighed og gåpåmod."

"Man kan ikke undervise alene med denne bog i håndværk og design, men den er et supplement til faget", fortæller Rachel Zachariassen. Forfatterne har skrevet bogen inden det endelige formål for håndværk og design kom ud.

"Det vigtigste for os har været at åbne op for nye måder at kombinere materialer på", siger Karin Munch og understreger at der stadig er teknikker, som eleverne skal lære.

"Broderisting kan læres ved at gøre det på et sejl i stedet for det traditionelle stykke stof. Vi skal ikke glemme håndværket, men vi skal måske ikke lære det på den måde, som vi plejer", siger hun.

Usikkerhed om faget
De to forfattere mødtes på seminariet for fem år siden, hvor de begge havde billedkunst som linjefag. Rachel Zachariassen har desuden sløjd som linjefag og er i gang med uddannelsen cand. pæd. i didaktik - materiel kultur, mens Karin Munch er uddannet pædagog, grafiker og billedkunstlærer. De to forfattere er godt klar over, at deres bog om håndværk og design skiller sig ud fra andre undervisningsbøger, og at den på nogle områder minder om en såkaldt coffee table-bog.

"Vi håber, at folk vil se det som en kvalitet. Men vi håber også, at der er andre, der vil få lyst til at udgive bøger til det nye fag håndværk og design. Vi har i høj grad brug for inspiration og viden, da der hersker en stor usikkerhed om, hvordan det nye fag skal gribes an", lyder det fra dem.

Rachel Zachariassen og Karin Munch udgiver endnu en idébog, "Eksperimenterende billeder" til august. I denne bog giver de flere ideer til indretning af det visuelle værksted samt ideer til eksperimenterende undervisning primært i faget billedkunst.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ