”Tag ja-hatten på og kom videre…”

Siden lærer-lockouten i foråret 2013 har jeg hørt denne sætning utallige gange? Lærerne skal holde op med at have nej-hat på, komme ud af det brune hjørne og spille aktivt med, når det drejer sig om at skabe bedre skole og gøre eleverne så dygtige, som de kan. Det mener jeg sådan set, jeg altid har gjort. Men det må jeg bare ikke sige højt. For så får jeg at vide, at jeg ikke er omstillingsparat og forandringsvillig og at jeg ser begrænsninger i stedet for muligheder.

Jeg må heller ikke tale om lockouten eller pointere, at den måske har en indflydelse på den noget beherskede begejstring, lærerne pt udviser for skolereformen og arbejdstidsloven. For så problematiserer jeg jo. Og det er vi holdt op med – at tale om problemer, forstås. Nu hedder det ’udfordringer’. Og hvem vil ikke gerne udfordres?

Jeg lader mig gerne udfordre. Både på min undervisning, mine holdninger og mine handlinger. Og udfordret - det bliver man dagligt som lærer, hvilket er en af grundene til, at det er sådan et fantastisk job. Men jeg vil ikke have en hurra-hat. Og det er det, jeg føler, jeg nu er ved at blive påduttet, når jeg ikke må sige min mening, men skal tale positivt halleluja-sprog.

Jeg sætter min hat, som jeg selv vil. Jeg vil have lov til at sige, at jeg synes, en skolereform, som er blevet til på ganske kort tid, er halsløs gerning. Jeg vil have lov til at ytre min bekymring for, om man kan få lærerne til at rejse sig og udvise begejstring, når man startede med at køre dem over. Jeg vil have lov til at mene, at den understøttende undervisning, som Antorini og Co har udråbt som den største nyskabelse siden hjulets opfindelse, er en fis i en hornlygte, fordi der simpelthen er alt for få timer til, at det giver mening. Jeg vil have lov til at synes, det er meningsløst at forlange min fulde tilstedeværelse på skolen og så bede forældrene tage fri fra arbejde for at få mig i tale. At jeg ikke takker på mine grædende knæ over at få tildelt en lærerarbejdsplads, som jeg skal dele med en kollega og som er finansieret med de penge, kommunen sparede i lærerlønninger under lockouten. Og at det er fuldstændigt rablende forrykt at tænke sig, at lærerne skal forberede sig i klasselokaler, mens der er elever til stede, som det foreslås praktiseret i nogle kommuner.

Har jeg så nej-hat på, fordi jeg ikke kan se alle disse ting som fantastiske udfordringer, jeg bare skal løse innovativt og kreativt (også ord fra halleluja-universet)? Næ! Jeg har realist-hatten på. Jeg ved, at lærerne kommer til at håndtere alle de ovennævnte ting + meget, meget mere. Men det kræver, at vi kan kalde en spade for en spade. At der kan skabes rum til at tale åbent og ærligt om tingene – uden halleluja-sprog. At der kan genetableres tillid, den, vi havde, før vi blev sat uden for døren. Se, DER ligger der en ÆGTE udfordring og venter for den, som tør tage handsken op.

Men at lukke øjne og ører, lade som om lockouten aldrig har fundet sted og ydermere give lærerne mundkurv på ved at sige, at vi bare skal være positive og tage ja-hatten på, den holder ikke. Så er ikke ja-hat, men klaphat!

!#Fil 1