Galgenhumoren kom på banen, da en usædvanlig afdæmpet undervisningsminister i sin tale om folkeskolereformen sagde, at nu skal lærerne væk fra at arbejde som enkeltpraktiserende lærere og over til at arbejde i team. Den vantro latter fra forsamlingen var højlydt. Vidste Antorini ikke, at lærerne i mange år har samarbejdet i team?

Konflikten satte i det hele taget sit præg på starten af kongressen, hvor både Christine Antorini og KL-formand Erik Nielsen sad på første række og overhørte Anders Bondos mundtlige beretning. Han lagde ikke fingrene imellem i forhold til lockouten. Men han pegede også fremad og inviterede til samarbejde både lokalt og centralt.

De to gæster tacklede situationen forskelligt. Antorini gjorde en dyd ud af at fortælle, at hun godt er klar over, at lærerne er frustrerede, og pointerede, at hun ikke ville sige, at nu skulle alle bare se fremad. KL-formanden lagde op til, at hvis bare han og Anders Bondo satte sig ned med en kop kaffe, så skulle samarbejdet nok komme op at stå igen.

Gæsterne forlod kongressen efter et par timer. Og derefter blev der ikke brugt meget tid på at se tilbage på konflikten. Her og nu-samarbejdet i kommunerne fyldte meget af taletiden. Flere kredsformænd fortalte, at deres kommune ikke inviterer den lokale lærerkreds med til samtaler, men i stedet nedsætter arbejdsgrupper med udvalgte lærere. Andre fortalte om et rimeligt samarbejde.

Kongressens talere forsøgte at balancere mellem to hensyn. Det ene er, at ansvaret for at løse de problemer, lærerne kan se i horisonten, skal placeres solidt hos de politikere, som har gennemført et lovindgreb hen over hovedet på lærerne. Det andet hensyn er, at lærerne stadig vedkender sig et professionelt ansvar for skolen og eleverne.

»Det er vigtigt, at vi påtager os vores ansvar for udviklingen af skolen, såvel i vores daglige arbejde som i de politiske diskussioner«, sagde Anders Bondo blandt andet i sin mundtlige beretning.

»I vores professionsideal har vi formuleret det på denne måde: 'Læreren vil bidrage til udviklingen af elevernes menneskelige, sociale og politiske dannelse, så alle elever får forudsætninger for aktivt at præge såvel deres eget liv som samfundet'«.

Et gennemgående tema var også bekymring for, hvad der kommer til at ske med skolen og velfærdsstaten. Flere kritiserede, at dannelsen af eleverne træder i baggrunden, og at fremtidens folkeskole kun har til formål at uddanne soldater i en konkurrencestat. Demokratisynet blev også kritiseret, fordi beslutningen om fremtidens skole og lockouten af lærerne ikke har været til offentlig debat, men er blevet afgjort bag lukkede døre.

Fremtidens skoleledere

For mange fyldte spørgsmålet om lærerarbejdspladser og forholdet til skolelederne rigtig meget.

På overfladen sås kun små briser af det stormvejr, som forholdet til lederne har været i under forårets konflikt. Lederne fik - som hovedstyrelsen ønskede - udlagt en del af Særlig Fond og dermed midler til at betale konfliktkontingent. Og spørgsmålet om, hvorvidt det er en god ide, at ledere og lærere er i samme forening, blev gemt til en analyse, som skal drøftes på næste års kongres.

Men en udtalelse fra Anders Balle i et interview i Folkeskolen førte til debat. Formanden for skolelederne ville ikke love, at lærerne kunne få lov til at arbejde hjemme. Men heller ikke, at der var gode arbejdspladser på alle skoler. Anders Bondo mente, at det ikke var til diskussion:

»Det er en selvfølge, at der er arbejdspladser til lærerne. Vi siger jo ikke til en på rådhuset: 'Du kan se, om du kan finde et hjørne i kantinen'. Jeg glæder mig da til at få frigivet de seks-syv hyldemeter, min kone har til sine materialer derhjemme. De ryger 1. august 2014«, sagde Anders Bondo.