Lærer til lærer

ABze-ze - jeg er fan

I en tid, hvor meget er nyt, er det dejligt at noget er "næsten som det plejer", og det gør bestemt ikke noget, at det også swinger

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

ABZe-ze

Jeg ved ikke, om det er muligt at være fan af et undervisningsmateriale? Mangeårig fan endda?

Det er ikke ofte, at man kan erklære sig som mangeårig fan af et undervisningsmateriale. Der kommer heldigvis hele tiden nye, spændende undervisningsmaterialer til, og et skoleår ligner sjældent et andet. Med den nye skolereform kommer folkeskolen unægtelig også til at se noget anderledes ud. Lærere og børnehaveklasseledere er vant til at skulle omstille sig. Den pædagogiske dagsorden har hele tiden været præget af at ”skulle noget nyt”, og det ser ikke ud til at det bliver anderledes i fremtiden. Mange af os kan godt blive lidt forpustede af de mange nye strømninger og synes, at de sker på bekostning af andre gode tiltag, som vi dårligt nok har nået at få implementeret.

Derfor er det godt, at noget næsten er, ”som det plejer”, at noget holder – også selvom det har været en del af skolens – i hvert fald af min praksis - igennem snart mange børnehaveklasseår.

I år har Sebastian været vikar på Bagsværd Skole. Han blev student i sommers og har gået i ”min” børnehaveklasse. Hans årgang var den første, der oplevede glæden, beatet og pulsen i Janne Aagaards sange. Hendes bogstavsange, i det der dengang hed ”Tid til musik”, var forfriskende nye – en helt anderledes måde at arbejde med bogstavernes lyde på. En meget kærkommen fornyelse. Melodier med swing og tekster med bid og humør.

Senere er der kommet flere udgivelser til fra Janne Aagaard – alle med den samme rytmiske flair og den samme legende og musikalske tilgang til det at skulle lære.

Den nyeste udgivelse er ABZe-ze. Udgivelsen er bygget op omkring nogle af de tidligere udgivelser, men i et helt nyt, farverigt layout. De gode, gamle bogstavsange tilsat zebra. Det hele samlet bliver til en lille forestilling – en musikalsk fortælling. Ved at kæde sangene sammen med ”zebrarim” bliver hele bogen til en drejebog, der måske nok lærer zebraen at læse – men som i hvert fald lærer de medvirkende børn om bogstaver, bogstavlyde, bogstavsyntese – og så også lige lidt om årstider og måneder. Alle tekster og melodier er sjove og iørefaldende, og børnene elsker at give den gas i mikrofonen. Det er bogstavleg med sjov og engagement.

Sangene ligger på cd´en i to versioner. En vokal og en instrumental. Den instrumentale version er et hit, da det unægtelig er sjovere at synge ”til rigtig rock”. Her kan selv den musikalsk mindre erfarne børnehaveklasseleder sagtens være med. Jeg lover garanti for, at der ikke er et forældreøje tørt, hvis de bliver inviteret til ABZe-ze. Der hører også en dvd til materialet med forslag til lege/optræden og udklædning til dansesangene på cd´en. Ikke noget uoverkommeligt udstyrsstykke, og det er netop pointen. - men enkle, lette løsninger - og et grønt ærme med krokodilletænder kan fint gøre det ud for ”et koldt krokodillekys”.

Ja, jeg er fan. Og det glæder mig, at der indenfor den pædagogiske verden også findes ”langtidsholdbare produkter”. Sebastian husker stadig ”Silles sild i sirupsovs”, og jeg ser frem til at give en ny børnehaveklasse en festlig og farverig musikalsk indsprøjtning i form af samba med et spjæt og et A og et Z.

Hilsen Ina von Barm – indskolingslærer på Bagsværd Skole