Debat

Lockoutens klarsyn

Har tænkt lidt over, hvilken situation jeg befinder mig i. Og hvilken konsekvenser det måske kan give i fremtiden.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har en god arbejdsplads. Jeg har nogle gode børn, som elsker at gå i skole. Så det er nemt at være lærer på min arbejdsplads. Her har jeg levet i min egen lille osteklokke og nydt mit arbejde. En stor kontrast til den hverdag, som KL sendte mig ud i. Osteklokken blev trukket af mig med en voldsom kraft via den lockout, som KL satte i værk.

KL har hele tiden bedyret sin uskyld i forhold til lærerne. Vi er glade for det arbejde som lærerne laver! Det er ikke dem vi er efter, sagde de. Men virkeligheden er en helt anden. For mine oplevelser er faktisk, at KL har sendt en stor del af befolkningen efter os. Min hverdag handler nu om, at jeg skal forsvare min identitet som lærer. Hele tiden høre på, hvordan andre ser læreren. Vi bliver skudt i skoen, at vi har verdens bedst betalte halvdags job. At læreren har ferie, når eleverne har ferie. Jeg har sågar mødt mennesker, som oprigtig tror, at lærerne går hjem kl. 12.00, hver dag. Jeg har lagt øre til, at lærerne burde få SU i stedet for forberedelsestid. At lærerne var dem, som klarede sig dårligt i folkeskolen og derfor ikke kunne få andet studie end det på lærerseminarierne. Den, som gjorde mest ondt, var en udtalelse om, at lærere som blev syge med stress, ikke kunne tåle noget. For man kan ikke blive stresset i folkeskolen. Jeg har selv været sygemeldt i 3 måneder pga. stress.

Det var lidt et chok at få. Tænker folk virkelig sådan om folkeskolelæreren?? Det har oprigtigt talt gjort ondt på min faglige stolthed. Og når jeg en gang vender tilbage, så bliver det uden min osteklokke.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Min faglige tilgang til skolen har også ændret sig. Jeg  tænker mere over, hvad der er vigtigt for mig. Og jeg har forsøgt at gennemskue konflikten fra min side. Det har været svært. Men jeg ser overordnet Corydon som den store økonomiske fader, som i samråd med Antorini, prøver at danne en ny skolereform. Reformen er, for mig at se, en forklædt spareøvelse. For helt ærligt, Antorini har ikke været troværdig omkring helhedsskolen.

Overordnet set handler det om, at lærerværelset skal trimmes. Selv om regeringen postulerer noget andet, så kan vi allerede høre de første udmeldinger fra gymnasierne.  Gymnasielærernes løn skal finansieres ved naturlig afgang eller fyringer. Den samlede lønsum til gymnasielærerne kan maximalt være den samme, som den er nu.

KLs rolle er at sætte dette i værk ved en smart lille manøvre. Folkeskolens ledere skal have alt ”magten” over alle lærerens timer. Tilmed uden nogle rettigheder, som kendes fra  andre faggrupper. Metoden har været at vende dele af befolkningen imod lærerne. Argumentet har været, at vi skal ”normalisere” folkeskolens arbejstidsaftaler med resten af samfundets. Vi er ved at industrialisere arbejdet med børn.

Prisen for at industrialisere folkeskolen er, at vi bevæger os væk fra tanken om at danne det hele menneske og i stedet effektivisere og producere elever, som skal klare sig mod Kina i PISA testene. Væk er Grundtvigs tanker og i stedet er de erstattet med en misforstået billede af, hvordan en konkurrencedygtig vidensmedarbejder ser ud. Operationen må ikke lykkes, for så er jeg bange for at pædagogikken dør og at børnene taber.

Samlet set har jeg mistet min osteklokke, fået en ny forståelse af lærerrollen – takket være KL, og endelig kan vi risikere at miste den traditionelle folkeskole og tanker bag denne. Det bliver svært at komme tilbage og arbejde i de næste par år. Kan I forstå mine overvejelser om at finde et andet slags job??