Kampen om lærernes arbejdstid handler ikke alene om lærernes arbejdsforhold. Det handler bestemt også om eleverne. Tingene hænger sammen, fordi det er lærerne, der står med eleverne og mærker, hvad de har brug for. Det er også lærerne, der mærker, når eleverne ikke får det, de har brug for - og hvorfor. Hvis KL’s arbejdstidsaftale bliver en realitet, kan lærerne igen se, at eleverne nu og på længere sigt - slet ikke vil kunne få det, de har behov for. Og derfor kan DLF og KL ikke nå til enighed. Men hvad er stridens kerne?

I KL’s oplæg til lærernes arbejdstid ligger en betragtelig nedsættelse af den samlede forberedelsestid for den gennemsnitlige lærer. Altså et massivt ønske om besparelse. Den besparelse skal til, ellers kan man ikke indføre regeringens helhedsskole uden at tilføre ressourcer. For det er reelt det, det handler om - uanset, hvad der ellers bliver sagt. Det er åbenlyst for alle skolefolk, at det ikke kun er et ønske om større ledelsesfleksibilitet og mere tilstedeværelse på skolerne, som driver KL. Begge dele kan sagtens optimeres indenfor den nuværende aftale, men besparelser, kan man ikke umiddelbart finde. Derfor skal lærernes arbejdstidsaftale omdefineres.

DLF er gået med på flere af KL’s udspil, fordi de accepterer sparedagsordenen: De har foreslået, at lærerne kan undervise 25 procent mere, end de gør nu - altså imødekommer de en større besparelse. Men det forslag synes ikke at tilfredsstille KL. Men hvad er det så, KL vil have?

Er det det, at lærerne skal “normaliseres” ved at være tilstede på skolen hver uge i 37 timer, KL vil have? Nej, det kan det ikke være, for det har DLF også sagt ja til. Ikke fordi, DLF mener, det er effektivt i en skolevirkelighed, men af forhandlingsnødvendighed. Er det det, at skolelederen skal kunne lede og fordele forberedelsestiden frit? Nej, det kan det ikke være, for det har DLF også sagt ja til. DLF har ikke sagt ja, fordi det ville forbedre noget, men for at vise forhandlingsvilje og undgå at styre mod lockout.

Nej, det sidste og eneste af KL’s ultimative krav, som lærerne ikke har gjort større indrømmelser ift., er, at KL ikke mener, at der skal være et loft over, hvor meget en kommune/skoleleder skal kunne presse en lærer op i undervisningstid. Alle skolefolk frygter, at bliver dette loft ikke indskrevet i arbejdstidsaftalen, vil skoleområdet blive kommunernes førstprioriterede spareområde fremadrettet. Kommunerne vil således ad åre næsten ubemærket kunne fyre lærere og presse antallet af undervisningslektioner op for de tilbageværende. Det er meget naivt at tro, det ikke er det, der kommer til at ske på sigt.

Forberedelsestiden vil stille og roligt blive mindre og mindre. Kvaliteten vil stille og roligt blive ringere. Besparelserne vil man kunne foretage, uden det store rabalder, fordi lærernes arbejdstidsaftale ikke længere skal forhandles imellem arbejdsmarkedets parter, men lokalt på den enkelte skole. Skolelederen vil på den måde ikke opleve den ledelsesfleksibilitet, som KL plæderer for, men vil i stedet stå model til konstante sparerunder, som han/hun skal forvalte.

De kommunale besparelser vil indsnige sig relativt uimodsagt, fordi forholdet imellem undervisningslektioner og forberedelse - med KL’s udspil, vil blive den enkelte lærers individuelt forhandlede arbejdsvilkår. På den måde forsvinder den reelle mulighed for, at lærerne rejser sig i samlet flok og gør indsigelser på elevers og egne vegne. En anden grund til at besparelserne vil stå relativt uimodsagt vil være, at elever ikke straks afslører utilstrækkeligt fagligt og socialt udbytte, idet de udvikler sig stille og roligt over en årrække - i forskellige tempi. En tredje grund vil være, at lærerne vil kæmpe med næb og klør for, at eleverne skal blive de sidste, der mærker, at lærernes faglighed og elevernes undervisning lider under lærernes arbejdsvilkår Så når tallene først begynder at vise, en dalende elev- og lærerfaglighed og en massiv stigning i lærernes sygemeldinger, så er det for sent at ændre noget med et snuptag. Så er det den rigtig store samfundsreparation, der skal gøres klar til.

Så: Normaliseringen af lærerne - var ikke lige det, der skulle til, alligevel. At skolelederen skulle kunne lede og fordele forberedelsestiden, var tilsyneladende heller ikke lige det. At lærerne skulle gå op i undervisningstid og ned i forberedelsestid og være med til at finansiere skolereformen, var heller ikke nok. Nej, at KL åbnede for en offentlig debat om dette, skulle blot sovse den offentlige mening ind i fortidens fordomme om lærerfaget og lægge et røgslør ud over KL’s mere langsigtede motiver for, at ændre lærernes arbejdstidsaftale på et helt centralt punkt - muligheden for grænseløse besparelser. På det punkt er KL stålsatte.