KL's topforhandler Michael Ziegler slipper for at sende en kritik af den lockout han selv har været med til at indføre, efter at blandt andet Høje-Taastrup Kommune har nedstemt forslaget.

Zieglers kommune vil ikke protestere over for KL

Vi vil ikke blande os i KL’s lockout. Sådan lyder det fra byrådet i topforhandler Michael Zieglers hjemkommune, Høje-Taastrup. Også i Roskilde og Lyngby-Taarbæk er lignende forslag blevet nedstemt på gårdagens byrådsmøder.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Høje-Taastrup og Lyngby-Taarbæk blev der til gårdagens byrådsmøde fremlagt et forslag om at sende KL en skriftlig opfordring for at kalde lockoutvarslet tilbage, mens Roskilde gik skridtet videre og foreslog, at kommunen helt skulle stå uden for en lockout. I alle tre kommuner blev forslagene stemt ned af et snævert flertal.

I Høje-Taastrup, hvor KL's topforhandler Michael Ziegler (K) er borgmester, var Socialdemokratiets stemmer afgørende. Forslaget endte med at splitte Socialdemokratiet i to lejre. Tre stemte imod, mens fire stemte for at sende en opfordring til KL om at afblæse lockout. Ekrem Günbulut (S) var en af dem, er stemte for. Han ærgrer sig over, at hans parti ikke kunne enes om forslaget.

Kommunalbestyrelsesmedlemmer i oprør mod lockout-varsel

"Det er virkelig en skam, at forslaget ikke er blevet vedtaget. Det lykkedes os desværre ikke, at overbevise de andre partimedlemmer. Jeg er bange for, at lockouten vil gå ud over børnenes undervisning og især 9.-klasserne har ikke råd til at miste undervisning. Så det er uheldigt, at vi ikke kan markere det overfor KL", siger Ekrem Günbulut. 

Zieglers lockout er upopulær i hans egen hjemkommune

Det var Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og SF, der havde fremsat forslaget. Den samlede afstemning endte med 13 stemmer imod og otte stemmer for. Et flertal ville have sat Michael Ziegler i den usædvanlige situation at han blev nødt til at opfordre KL til at stoppe en lockout, som han selv har været med til at beslutte.

Snævert flertal i flere kommuner Det er ikke kun i Høje-Taastrup, at byrådet har taget stilling til en appel rettet mod KL. I Lyngby-Taarbæk Kommune stemte 10 kommunalpolitikere fra Det Radikale, Socialdemokratiet og SF for forslaget, mens 11 stemte imod. Med en enkelt stemme blev forslaget altså også nedstemt her. Her vedtog byrådet dog efterfølgende, at kommunen vil stille lokaler til rådighed for børnene under en lockout.

I Roskilde håbede løsgængeren Henrik Stougaard på, at kommunen ville melde sig helt ud af en lockout med en appel om, at et undervisningsstop ville være imod folkeskoleloven. Her stemte ni for forslaget, og manglede dermed to stemmer for at blive ført igennem.

"Det undrer mig, at så få partier vil melde ud, at de er mere bundet af KL end af folkeskoleloven. Kommunen har pligt til at garantere undervisning til børnene, og det vil vi svigte under en lockout. Jeg tror ikke på, at de andre partier har lyttet efter, inden de stemte imod det her forslag. Vi vil overholde loven", siger Henrik Stougaard.

Byrådet i Roskilde endte med ikke at vedtage noget om lærerlockouten, men Henrik Stougaard fortæller, at han personligt vil blive ved med at gøre KL opmærksom på problemerne ved en lockout.