Debat

Socialdemokraterne udvander uddannelsessektoren

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansk Folkeparti (DF) finder det utroværdigt af Socialdemokraterne at kritisere den uddannelsespolitik, som de selv ved flere lejligheder har indgået forlig om.

Flere af partiets punkter i kommentaren »Uddannelsesløft i stedet for videnskløft« er allerede gennemført, og derfor vil jeg ikke komme nærmere ind på dem. Andre har før været omtalt i dagspressen, også af Dansk Folkeparti. Derimod undrer jeg mig over, at Socialdemokraterne ønsker at ændre folkeskolens formålsparagraf endnu en gang efter den nylige justering. Det er desværre en fortsættelse af den useriøse slingrekurs, som partiet også demonstrerede under valgkampen i 2007, hvor man hoppede ud og ind i folkeskoleforliget efter forgodtbefindende.

I DF har vi én kurs, nemlig forbedringer for elever, institutioner og lærere. Det er for omfangsrigt at komme ind på dem alle, men til eksempel ønsker vi at fastholde den formålsparagraf, som understreger betydningen af faglighed og kundskaber samt vigtigheden af dansk kultur og historie. Vi ønsker at fastholde fokus på de kulturbærende fag, samtidig med at vi styrker de naturvidenskabelige fag, også gerne de musisk-praktiske fag. Og endelig agter DF at fastholde dansk som undervisningssprog i vores fælles folkeskole i modsætning til mange af de øvrige partier. At man vil skalte og valte med sproget som vores kulturelle fundament, er bestemt ikke noget »uddannelsesløft«, men snarere en udvanding af den danske folkeskole. Det håber jeg ikke er Socialdemokraternes intention.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler