Pisa er indrettet med politisk rådgivning som mål, siger en østrigsk professor i Folkeskolen nummer 5 og fortsætter, at man med Pisa ikke kan lave skolepolitik. Først er Pisa altså noget. Og så er Pisa det bare ikke alligevel. Ja, sikke noget rod. Det, der adskiller den danske brug af Pisa fra andre i skolemæssig henseende lige så ringe stillede lande, er, at disse lande forsøger at drage en genoprettende konklusion af Pisa, mens vi i Danmark vælger at skubbe Pisa til side som uvidenskabelig - det vil sige uanvendelig nonsens - og for ikke at måle på de områder, som vi synes, der bør måles på. Andre lande prøver i det mindste at gøre noget. Men så er der lige Østrig. Her synes håbløsheden over et uddannelsesniveau som det danske at få en ekspertkommission til at kaste håndklædet i ringen og overgive sig til den lallende danske selvopgivelse og satse på alt andet end det, som Østrig altså heller ikke kan gøre ordentligt. Når vi ikke kan klare de elementære faglige færdigheder, så lad os i stedet for svømme hen i de småsludrende hyggelige rundkredsseancer med afslappende mål-, krav- og pligtfrie timer. For sådan noget kan Pisa nemlig ikke måle på. Og så er vi igen gode, omend det blot er i vor egen indbildning. Østrig kan så sige ligesom Danmark, at det er i dette fagamorfe, svampede, bløde rundkredsscenarium, man skal finde meningen med skolen og indholdet i den højeste uddannelse. Kort sagt: Østrig vil også vælge den mest indholdstomme løsning og gøre en dyd af en nødvendighed. Så er vi to lande på afveje. Og det styrker jo den selvtillid, som vi i egne øje mener, vi er så fremragende til at fylde i de kommende generationer.