Anmeldelse

Dem i nr. 9

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et lille mesterværk i gysergenren. Her er en gyser, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen også på en voksen læser. Alle gysene finder sted i et (tilsyneladende) realistisk og velkendt univers, hvor en familie og dens hjem gradvist går i total opløsning. Uden at de helt opdager det. Det er fænomenalt.

Fakta:

Titel: Dem i nr. 9

Forfatter: Thomas Oldrup

Pris: 123,75 kroner

Sider: 81 sider

Type: Bog

Forlag: Gyldendal

Fabians familie flytter ind i nummer 9. Huset ligger lidt alene, for grund nummer 7 og 11 er aldrig blevet bebygget. Der er ingen børn i området. Den underlige dame i nummer 13 bliver Fabians eneste ven. Men hun vil ikke med ind på besøg i nummer 9.

Og det forstår vi snart. For der sker underlige ting. Møblerne skifter plads om natten. Navneskiltet skrues af fordøren. Fabians hamster dør med tarmene hængende ud af maven. Far og mor har kvalme og kaster op. Vandet i hanerne er brunt og stinkende.

Fremmede stemmer taler. En pige går rundt i Fabians værelse. En død mand ligger i badekarret. Og en morgen har nogen taget alle flyttekasserne op fra kælderen og placeret dem på stuegulvet.

Mens uhyggen breder sig, går familien mere og mere i opløsning.

"Dem i nr. 9" er for børn, hvad horrorfilmen "The Shining" fra 1980 med Jack Nicholson i hovedrollen var for voksne. Heldigvis var jeg ikke gammel nok til at blive lukket ind i biografen.

Bogen er velegnet både til frilæsning og til fælles genrelæsning for dem på 10-12 år. Men den er ikke for sarte sjæle!