Næstformand i Danmarks Lærerforening Tom Egholm siger til dagbladet Information den første februar, at der 'internt i foreningen er uhørt enighed'. Om hvad fremgår ikke præcist, men hans videre udtalelser bekræfter en længe næret mistanke om, at kampen mod ny løn ikke føres helhjertet. Internt i foreningen har den nærmest været opgivet, inden den er begyndt, men ledelsen har været så ængstelig for medlemmernes reaktion, at den ikke har turdet sige det højt.

Ledelsens argumentation er besynderlig og kan opsummeres sådan, at nok er lærerne indædte modstandere af ny løn, men ledelsens opgave er nu engang at varetage lærernes interesser. Derfor er ledelsen nødt til at blæse på lærerne. Ledelsen synes at følge den taktik, som vores (!) chefforhandler Max Haugaard fremlagde sidste forår, da han i et lukket forum udtalte, at lærere, der går imod ny løn, har 'jord i hovedet', og derfor ville det blive nødvendigt med et 'bestikkelsestillæg' til de mange midaldrende lærere for at få hevet flertallet hjem.

Se, dét er en tankegang, de nålestribede hesteprangere ved forhandlingsbordet forstår. De har kun penge i hovedet, penge og magt. Og de har overhovedet ingen sans for de kræfter, der får en folkeskoles dagligdag til at hænge sammen. De gennemtrumfede arbejdstidsomlægningerne med høj cigarføring, og de kunne aldrig drømme om at finansiere folkeskolelovens realisering. De har stort set ikke lavet andet end ulykker, siden de kom til fadet i begyndelsen af halvfemserne. Det værste er dog, at de åbenbart er helt ude af stand til at tage ved lære af de fejl, de har begået, samtidig med at de som drevne byrådspolitikere har været dygtige til at tørre ansvaret af på lærerne.

Hvorfor i alverden skulle vi og vores forhandlere dog bukke og skrabe for dem? Deres håndslag på lønsummen holder alligevel ikke i byretten, og resten af deres 'tilbud' er provokerende indtil det hånlige. Intet tyder på, at vi slipper for en styrkeprøve. Det er klart i vores interesse, at den kommer til at stå i maj-juni frem for juli-august. Skulle det hele ende med, at Folketinget må tage ansvaret og gennemføre et lovindgreb, ville det måske slet ikke være det værste, der kunne ske. Så ville der da i det mindste være et spinkelt håb om, at folkeskolen kan reddes ud af kommunernes hænder og igen blive et nationalt anliggende.

Niels Christian Sauer

Karlebo