Agnes Vestbo Gregersen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Speciallærer Agnes Vestbo Gregersen er 44 år og bor i Sorring ved Silkeborg.

Uddannelse: Læreruddannet fra Nørre Nissum Seminarium i 1988.

Arbejdsplads: Lyngå­skolen, en specialskole i Århus for unge og voksne udviklingshæmmede eller med generelle indlæringsvanskeligheder samt voksne med erhvervede hjerneskader.

Familie: Gift med Bjarne og mor til Jonathan, 17, Frederikke, 15, og Kristian, 11.

Agnes Gregersen underviser udviklingshæmmede fra 16 til 19 år. Nogle er mongoler, andre har skader fra fødslen eller har et syndrom. De unge har stor fokus på hende, og målet er at hjælpe hver enkelt til at mestre flere ting selv. Det er meget forskelligt, hvad eleverne har brug for at lære, så elevplaner er ikke noget nyt for hende. Men alt tager en drejning, hvis en elev for eksempel bliver forelsket eller deprimeret, så må målet i elevplanen ændres. Eleverne har brug for, at hun tager ansvar og hjælper dem videre.

Mit arbejde lige nu:

Jeg finder ud af, hvordan jeg kan hjælpe mine elever. Ofte handler det om at indrette arbejdsrummet så klart, at de ved, hvad de skal.

Mit arbejde om fem år:

Nogle gange tænker jeg på at vende tilbage til folkeskolen, men jeg kan godt lide at få noget til at lykkes med udviklingshæmmede.

Efteruddannelse:

Jeg mangler at skrive speciale i diplomuddannelsen i specialpædagogik, men i øjeblikket er pengekassen til efteruddannelse smækket i.

Ting, som er vigtige for mig:

1. Hver lørdag morgen løber jeg rundt om Almind Sø med nogle veninder. Bagefter hopper vi i vandet. Det er skønt, især i frostvejr og solskin. Så mærker jeg virkelig mig selv. Jeg kører forbi bageren og køber lækkert brød med hjem til familien.

2. »Den lukkede bog« af Jette Kaarsbøl taler til mig, men jeg har lånt den ud og har i stedet valgt Pema Chödröns »Veje til frygtløshed« og »Når verden bryder sammen«. Selv om vi får det rigtige hus, det rigtige køkken og det rigtige tøj, skal vi lære at tackle angst, sorg og vrede. Her er de to bøger gode at læse.

3. Vi begyndte at vandre i Norge, da Kristian var fem år. For at motivere ham købte vi en medalje, hver gang vi havde besteget et fjeld. Det tog to år at samle de ti medaljer. Når vi vandrer, får vi snakket sammen på en helt anden måde, end når én skal til saxofon, en anden til fodbold og en tredje til gymnastik. Jeg kan kun anbefale det til familier med børn.

4. Luppen symboliserer mit arbejde, fordi det kan være svært at få øje på, hvad der skal til for at hjælpe eleverne. Nogle lader, som om de ikke kan noget som helst, men min opgave er at udvide deres repertoire.

5. Hvis jeg er træt af alt muligt andet, filter jeg tørklæder, tasker, sko og billeder i mit værksted i kælderen. Jeg forærer det meste væk, for jeg kan godt lide at give gaver, som jeg selv har lavet.

6. Jeg kan ikke undvære min mobiltelefon. Den er fuld af informationer om, hvad jeg skal huske på jobbet.

7. Mågen symboliserer Lyngåskolens kunstneriske værksted for voksne udviklingshæmmede. Agnes Gregersen forsøger at spotte elever med talent.