Den røde sko ligger forrest. Helt henne ved glasset. En sko på toppen af tusinder.

Enkelte elever fra 8.-klasserne på Nørremarksskolen i Vejle stopper op ved skoen og kigger ind over de mere end 40.000. Nogle veksler hviskende et par ord. Andre tier, mens de langsomt bevæger sig ned ad den mørke gang. En pige lader fingeren hvile et øjeblik på glasset. Den tyske guides ord bliver levende, mens eleverne langsomt passerer kufferter, dukker, krykker og briller, som tilhørte de mennesker, der var i koncentrationslejren Auschwitz. Op mod 1,2 millioner døde i lejren. 90 procent af dem var jøder.

Mange af eleverne har en arabisk baggrund. De følger konflikten mellem Israel og Palæstina nøje. Nogles holdning til jøder er tøvende.

Eleverne har arbejdet med folkedrab og Auschwitz siden januar måned. Besøget er kulminationen på Vejle Kommunes markering af Auschwitz-dagen den 27. januar. Når de to 8.-klasser kommer hjem, skal de skrive digte og arrangere en udstilling, der skal vises på både Rådhuset og skolen.

I bussen på vej mod lejren griber skoleleder Henrik Berggren mikrofonen, rejser sig og tager den formanende mine på.

»I skal opføre jer, som er det en kirkegård i går på. I skal ikke grine. I skal ikke smide med affald. Det er et sted, hvor 1,2 millioner mennesker døde«.

Ordene virker. Kun et par drenge mister efter en times tid koncentrationen. Skolelederen og en lærer aftaler lynhurtigt at mandsopdække dem, og roen i klassen er genoprettet, før nogen har følt sig forstyrret.

Vejen til døden

Solen stråler. Det tidlige forår tvinger temperaturen op mod 18 grader. Og de svungne jernbogstaver, der hilser 8.-klasserne velkommen til lejrens røde murstensbygninger, ser næsten troværdige ud:

»Arbeit macht frei«. Tysklæreren oversætter behændigt den tyske guides ord til dansk. Første stop på turen har overskriften »Vejen til døden«.

Guiden fortæller, hvordan mange købte billet til transporten til lejren. Eleverne ser modeller af de overfyldte transportvogne og gaskamrene. De får forklaret, hvordan SS-officerer udvalgte folk, i det øjeblik de stod ud af transportvognene. Kvinder med små børn, gravide, syge og gamle blev sendt direkte til gaskammeret. Mens de arbejdsdygtige blev sendt i barakkerne. 1.500 lig kunne krematorieovnene i Auschwitz brænde om dagen. Senere kom et større krematorium i nabolejren Birkenau. I alt kunne 5.000 lig brændes om dagen.

»Billet for at dø. Det er da for langt ude«, udbryder en pige.

»Arbeit macht frei«, sukker Zohreh Azimi opgivende. »De kæmpede for at nå hertil. De troede, at det nok skulle gå, når de ankom. Børnene troede, de skulle i en lejr. Og så bliver de bare gasset. Hvordan kan man få sig selv til det?«

Snakken hører op, da eleverne langsomt når rummet, hvor syv ton hår fra gassede kvinder er lagt op på en gigantisk hylde. Elevernes ansigter trækker sig sammen. Flere holder hånden foran næsen eller munden. »Nej, hvor ulækkert«, udbryder én. Lugten er hengemt og støvet. Midler, der skal bevare håret, har fjernet farveforskellene, så det blot er en bølgende grå masse opdelt i store duske. Guidens ord om, hvordan håret blev barberet af og brugt til produktion af blandt andet tæpper, når ikke alle elever. Nogle står opslugt i deres egne tanker foran håret.

Blok 11

Tilbage i solskinnet trækker flere elever vejret dybt, før de begynder at gå videre hen over de ujævne sten.

»Vaklede de også rundt, som vi gør?« spørger Daniella Cole.

Foran dødsmuren, hvor fanger blev skudt, er der blomster. En israelsk klasse er ved at tage billeder. Eleverne er svøbt ind i israelske flag og ligner fodboldfans. De råber og marcherer langs dødens mur. De arabiske elever sender lange blikke. Og den danske lærer bemærker, at det nok er første gang, hans elever er så tæt på israelske elever.

»Men det må også betyde meget mere for dem«, bemærker én af de danske elever stille.

»Det er mærkeligt, at de så tydeligt viser, at de er jøder, og så ikke respekterer, at man ikke må grine og råbe her«, siger Amina Dalibey.

Salar Ahmed, der går tæt sammen med skoleleder Henrik Berggren, forstår det heller ikke.

Han synes, det er i orden, at de jødiske drenge har kalot på, men han synes, flagene er for meget.

»Det betyder ikke så meget for mig. Det gør det måske for dem. Det er ikke mit folk, der har været her. Mit folk er i Irak«, siger Salar Ahmed.

Langsomt går begge grupper ind i blok 11. Blokken, som husede fangeceller og straffeceller. Der er trangt og mørkt. Man må gå en og en. Tempoet er højt. Et sted er en ti kvadratmeter stor celle, som husede 40 fanger. I næste celle er der blik for vinduet, så fangerne blev kvalt på grund af iltmangel i det lille rum. I kælderen er sultecellen, hvor der er et mindesmærke for Rajmund Kolbe, som valgte sultedøden for at redde en familiefar. Nederst er ståcellerne. 90 gange 90 centimeter store med en åbning forneden. Fire mennesker skulle efter en lang dags arbejde stå op og sove i cellen.

Sami Benchaou kigger på dem. Han er klassens mindste elev.

»Fire mennesker. Det er fuldstændigt umuligt at tænke på. Jeg alene kunne ikke sove i den celle«.

Ude i solen igen ånder de fleste igen lettet op.

»Jeg var ved at kaste op, da vi kom ned i kælderen. Det var måske ikke lugten, der gjorde det. Det var ordene. Det var det hele«, siger Daniella Cole.

»Man tænker hele tiden: Hvad hvis det var mig, der var i den situation. Hvad ville jeg gøre? Hvordan ville jeg reagere?«

Birkenau

Eleverne er sultne og trætte. De går langs pigtråden. Langsomt går de op i den hede bus. Målet er Birkenau. De kilometervis af pigtråd gør indtryk. Eleverne er overraskede over størrelsen. Kun 60 barakker er bevaret. Men så langt øjet rækker vidner skorstene om lejrens størrelse.

I sanitetsbarakken er der plads til, at 200 kan sidde på toilettet samtidig. Eleverne gyser, da guiden fortæller om, hvordan de børn, der blev født i lejren, enten fik en indsprøjtning med giftstoffet fenol i hjertet eller blev druknet i afføringen i sanitetsbarakkerne.

I sovebarakkerne får de at vide, at der sov så mange fanger, at det svarer til, at samtlige Nørremarksskolens elever skulle være i barakken på én gang.

»Det kan slet ikke lade sig gøre«, siger én.

»Når man læser om anden verdenskrig, tænker man hele tiden, hvorfor de mennesker ikke gjorde oprør eller flygtede. Men når man ser det, kan man godt forstå, at det er umuligt at flygte. Alle de lige veje. Al overvågningen. De strenge regler. Det har været umuligt at slippe ud«, mener en anden.

Amina Dalibey synes, det er en spændende oplevelse.

»Vi har arbejdet meget med det. Det var ikke helt så ubehageligt, som jeg havde forventet. Jeg har hørt om mange, der begyndte at græde, men det betyder meget, at vi har arbejdet med det i så lang tid. Men jeg synes også, at vi kunne bruge mere tid på andre folkemord som i Palæstina og Dafur«, siger Amina.

Også lærerne er tilfredse.

»Det er det rigtige tidspunkt. Elevernes personlighed er ved at formes. Drengene kan godt være lidt umodne, men det er helt perfekt for pigerne«, siger Henrik Berggren.

»Vi kan ikke gøre det senere. I 9. klasse kan man ikke tage så meget tid ud til at undervise om Auschwitz og heller ikke i gymnasiet«, mener historielærer Peter Sørensen.

Oppe i bussen lyder jubelråbene, da eleverne får at vide, at turen nu går til McDonald's. Næsten fire timers travetur gennem de værste bestialiteter sidder i kroppen. Nogle piger snakker. Andre sidder helt stille. Drengene er samlet bagerst i bussen. En står i midtergangen og opildner syngende de andre på en blanding af arabisk, engelsk og dansk. De andre klapper taktfast og gentager hans sang.

En lærer spørger en af pigerne: »Hvad synger de«.

»Ikke noget. Det er en børnesang«, siger hun og falder tilbage i sine egne tanker.

Danmark markerer sammen med en række andre lande Auschwitz-dagen den 27. januar for at mindes Holocaust og andre folkedrab i det 20. århundrede.

Auschwitz-dagen har taget navn efter den nazistiske udryddelseslejr, der blev indrettet i en tidligere kaserne i det sydvestlige Polen. Den blev oprettet i 1940 og blev senere lejren, hvor man likviderede jøder. Lejren skulle give »den endelige løsning på jødespørgsmålet«. Til formålet blev udviklet Cyklon-B-gas som henrettelsesmetode. Omkring en million jøder døde i lejren. Også polakker, sigøjnere, sovjetiske krigsfanger og homoseksuelle gik til. Mange døde også af sygdom, sult og udmattelse på grund af de umenneskelige forhold.

Lejren blev befriet af russiske tropper den 27. januar 1945. Auschwitz står i dag som et museum. mbt@dlf.org

Sami Benchaou

»Det allerværste ved det hele var togskinnerne. Til højre skulle man i barakkerne. Til venstre skulle man dø. Kunne se det hele for mig. Den kolde betjent, der sagde højre, venstre, højre, venstre .«.

Amina Dalibey

»Hvordan kunne SS-folkene få sig selv til at gøre sådan? Eller kigge på uden at gribe ind? Selv om de ville blive straffet?«

Nerma Smajic

»Tyskerne har intet hjerte, eftersom de kunne gøre noget så frygteligt«.