Pernille Dralle Eskelund går i verdens bedste klasse, synes hun. Alle kan snakke sammen. Både lærere og elever.

»Lærerne taler med os om alle problemer. De behandler os ikke som små børn. Vi er unge mennesker, og vi får den respekt, vi fortjener«, siger Pernille, der er 15 år og går i 9.a på Christiansfeld Skole.

Det ligger ellers ikke lige til højrebenet, at 9.a skulle være en drømmeklasse. Eleverne blev i 7. samlet fra tre forskellige skoler. Der har da også været en indkøringsfase, hvor de skulle lære at fungere sammen, fortæller klasselærer Anne-Else Højgaard.

»Vi begyndte med, at a- og b-klassen udarbejdede samværsregler. Dem harmoniserede vi i teamet, indtil vi var sikre på, at alle kunne gå ind for det«, siger Anne-Else Højgaard.

Lærerne prioriterer teamsamarbejdet meget højt. Møderne har fast start- og sluttidspunkt, dagsorden, mødeleder og referent.

»Vi starter altid med udviklingen siden sidst. Vi snakker om de elever, vi tager ekstra hånd om, ser på de socialpædagogiske tiltag, der er i gang, og diskuterer, hvad der virker. Er en elev meget urolig i en bestemt kollegas timer, tager vi det op på teammødet og udarbejder en handlingsplan for eleven. Når der sker noget i klassen, diskuterer vi det i teamet, så eleverne kan ikke spille os ud mod hinanden«, siger Anne-Else Høj­gaard.

Dagbog hver dag

Broen i den gode kommunikation mellem lærere og elever er logbogen. Klasselærer Anne-Else Højgaards elever skriver hver dag, hvordan de har haft det i timerne og frikvartererne i løbet af dagen. Hver fredag samler hun bøgerne ind og læser dem igennem. Problemer - store som små - bliver taget op i klassen. I logbøgerne kan der også stå mindre flatterende ting om Anne-Else Højgaard selv eller om hendes kolleger.

»Som lærer vil man gerne være retfærdig, men jeg ser ikke alt. Trods gode intentioner kan jeg have misforstået situationen, og så er det vigtigt at lytte til, hvad de unge mener om sagen«.

Mwansa Tilsted Mumba, der også er 15 år og går i 9.a., har skrevet kritik af lærerne.

»Jeg har engang skrevet, at en lærer var lovlig sur i starten af timerne. Der kommer en anden stemning, når læreren er sur. Folk bliver bange for at gøre noget forkert. Men vores klasselærer snakkede med læreren, og vi snakkede alle sammen med dén lærer, og det er blevet meget bedre«, siger Mwansa.

Fortrolighed og tillid

Det kan give nogle svære samtaler, at lærerne holder dørene åbne til hinandens styrker og svagheder, men det styrker alle, mener Anne-Else Højgaard.

»Har eleverne nogle hjertesuk i fagligt øjemed, så må jeg være deres ambassadør. Jeg opfordrer naturligvis eleverne til at gå direkte til min kollega, men har en kollega en attitude, der forvirrer eleverne lidt og gør dem usikre, taler vi om det og forsøger at løse det. Men jeg løfter aldrig pegefingeren mod en kollega«, fastslår Anne-Else Højgaard.

For eleverne betyder fortroligheden med lærerne og tilliden til hinanden meget.

»Er der et problem, bliver det løst. Der er ikke nogen, som bærer nag eller er sure på hinanden i lang tid. Det bliver taget op i klassen. Det gode ved at løse konflikterne i klassen er, at hele klassen er fælles om at få løst det. Alle ved, hvad der er sket, og så kan man gå videre. Så kan vi også undgå, at situationen opstår igen«, siger Mwansa.

»Vores klasse hænger sammen, og vi støtter hinanden. Hvis der er en, som har dummet sig, er det ikke sådan, at alle hader ham og rakker ham ned. Vi er også en meget ærlig klasse. Hvis én for eksempel får udeordning, er der straks et par stykker, der også melder sig, fordi de indrømmer, at de har været med i det«, bakker Pernille hans synspunkter op.

»Vi bliver heller aldrig straffet kollektivt«.