Der er mange gode betragtninger over lærergerningen i prak­sis, og selv om jeg tidligere har været kritisk over for forfatterens åbenlyse kristeligt-pædagogiske hol­d­­ninger, så kan jeg rigtig godt lide hans nye bog, som giver læreren redskaber til at gøre sig over­vej­elser over undervisningens påvirkning af eleverne. Det kan ikke undgås, at man påvirker sine elever, og andre vil måske sige, at hvis man ikke gør det, så burde man ikke være blevet lærer. Men på­virk­ning skal altid foregå på den legitime måde, der ikke går for tæt på, men heller ikke for langt væk fra eleven.

Bogen er struktureret nemt og overskueligt, og der er både et godt forord, indholdsfortegnelse og et konkluderende efterord, der gør det nemt at orientere sig efter, hvad der lige interesserer en mest.

Interviewundersøgelsen, der danner baggrund for bogens udsagn, skelner mellem opdragelse, un­der­­­visning og forkyndelse. Undervejs kommer vi rundt om, hvad der er afgørende for, at påvirk­ningen etisk set er forsvarlig, forskellen på legitim og illegitim påvirkning, forskellen på eksplicit og implicit påvirkning, sammenhæng mellem på­virk­ning­ens indhold og form; og hvornår det er for meget og hvornår for lidt.

I bogen opstilles et fyldigt begrebsapparat, der kan være behjælpeligt, når man planlægger eller eva­luerer undervisning med særligt henblik på den respektfulde påvirkning af eleverne. Det er ab­solut en bog, jeg vil anbefale til brug på seminarierne i almen pædagogik, da det, der beskrives, er så grund­læggende og præcist beskrevet.