Anmeldelse

Arven fra reformpædagogerne og den effektive skole

- i en elevaktiv skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det norske skolevæsen er blevet stillet over for krav om omfattende forandringer. På den måde ligner den norske skole den danske.

En forskel er dog, at der følges væsentligt bedre op på forandringsprocesserne i Norge. Nu bidrager Erling Lars Dale og Jarl Inge Wærness med en grundig bog om vurdering og læring. Det, der gør bogen interessant, er bogens undertitel: "i en elevaktiv skole". Det projekt, de to forfattere er ude i, er at diskutere en af den moderne pædagogiks store visioner, tanken om den aktive og selvbestemmende elev. Både den danske og den norske grundskole er præget af reformpædagogisk arvegods, der af mange siges at være i vejen for den videre udvikling af skolen. Men passer det?

Nej, siger de to forfattere. Det er muligt at gå ind for reformpædagogikkens tanker om en elevaktiv skole og samtidig gå ind for en skole, der måles på effektivitet i forhold til opsatte mål! Når evalueringen af den norske reform 97 viser, at norske lærere vægrer sig ved at stille eksplicitte faglige krav, at lærernes valg af læringsaktiviteter virker tilfældigt, og at deres anvendelse af korrigerende tilbagemeldinger til elever er sjælden, har det ikke noget at gøre med den oprindelige reformpædagogik. Her blev der nemlig stillet krav om tydelige lærere, der planlagde tydelige læreprocesser for deres elever.

Erling Lars Dale og Jarl Inge Wærness viser dette med stor grundighed i deres gennemgang af flere af de store kendte reformpædagogiske projekter: Dalton-projektet, Gary-projektet og ikke mindst The Eight Year Study, hvor Ralph W. Tyler var en af de tilknyttede forskere. Gennemgangen af Ralph W. Tylers berømte tanker om målfastsættelse er eksemplarisk, og forfatterne fremstiller deres synspunkter klart. De går ind for et system, hvor elevernes måles på det, de "mestrer". Mestring skal altid beskrives i positive termer. Hvad er det, eleven kan? Hvilke kompetencer mestres allerede? Mestring kan og bør beskrives gradueret i niveauer for mestring! Også disse niveauer gives der eksempler på.

Interessant er det, at Pisa, som også norske elevers præstationer vurderes i, ikke falder langt fra Erling Lars Dales og Jarl Inge Wærness' synspunkter! Dog med den meget afgørende forskel, der trækkes med helt tilbage fra Ralph W. Tyler: Lærere må have ledelsesansvar over for deres elever. De må have modtaget undervisning i at fremstille og bruge både egne og andres test- og vurderingssystemer, og de skal være trænet i at bruge dem systematisk.

Et spændende nyt begreb, der kan være af stor interesse for danske læsere, er "læringstryk": Hvilke forventninger findes der i skoleorganisationen, når det gælder medarbejdernes udøvelse af professionel kompetence? Trykkes der på lærernes evne til refleksion og fornyelse? Trykkes der på lærernes evne til samarbejde med kolleger? Trykkes der på lærernes evne til at gennemføre beslutninger taget i organisationen? At øge "læringtrykket" vil kunne være med til at skabe tydelige lærere, og det er der brug for i en elevaktiv skole, siger de to forfattere.