Skoleleder vil indføre professionskontrakter

De ansatte på Nordgårdskolen i Århus skal forpligte sig til at arbejde efter et bestemt ideal i forbindelse med deres ansættelse. I hvert fald hvis det står til skoleleder Rani Hørlyck.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Professionskontrakten skal indeholde de idealer, som skolen bygger på, og de mål der skal arbejdes hen imod fremover.

"Professionsidealet skal være med til at sikre, at de ansatte har kendskab til de rammer, vilkår og værdier, der er bærende for Nordgårdskolens virke og daglige praksis. Der skal være en klar bevidsthed om, hvilke idealer der er gældende, samt hvad der arbejdes hen imod. Det vil forpligte til at trække i samme retning på skolen", forklarer Rani Hørlyck til folkeskolen.dk.

Skolelederen lægger vægt på, at de ansatte selv skal tage stilling til, om de vil være med til at arbejde efter skolens idealer. Hvis ikke, kan de få hjælp til at finde arbejde på en anden skole.

"Det er afgørende, at Nordgårdskolens medarbejdere kan se sig selv i skolens vision. Derfor skal de have mulighed for at melde aktivt til eller fra. I sidstnævnte tilfælde vil der naturligvis være støtte til at komme videre", skriver Rani Hørlyck.

Om professionskontrakterne bliver en realitet er endnu usikkert, for skolen har endnu ikke diskuteret kontrakterne med Århus Kommune, Århus Lærerforening og BUPL. Men når Rani Hørlyck de næste måneder holder medarbejdersamtaler, vil den nye heldagsskole, som blev indført efter sommerferien og bilaget "Visionen bag Nordgårdskolen" være grundlaget for samtalen.

DR2 viser i øjeblikket en dokumentarserie "Med kys og krav på Nordgårdskolen" om Rani Hørlyck og hendes skole. Næste program vises på DR2 i morgen kl. 22.00

Tilføjet 19/1: Rani Hørlyck understreger, at hun ikke har brugt ordet professionskontrakt, men 'professions-ideal'