Debat

Haarders fatale svigt

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Jyllands-Posten skal man endnu en gang læse om den åbenlyse mangel på tillid, som Bertel Haarder viser den danske lærerstand. »Lærebogsforfattere skal lade deres egne holdninger ligge i skuffen, når de skriver skolebøger. Det mener undervisningsminister Bertel Haarder, der langer ud efter flere bøger, som bruges i folkeskolen og gymnasiet«, står der.

Med nogle løsrevne citater som eksempel forsøger man i alliance med Dansk Folkeparti (DF) at anfægte ytringsfriheden. Det er en heksejagt på de anderledes tænkende - de kulturradikale og venstresnoede, der benytter enhver lejlighed til at indoktrinere den umælende danske ungdom. DF har tidligere, blandt andet i Folkeskolen, været ude i et besynderligt ridt om, at lærere skal være værdineutrale, når de underviser. Og nu skal skolebøgerne så stå for tur. Det her svigt er fatalt. Som øverste chef for lærerne skal ministeren være den første til at forsvare os mod den slags tåbeligheder.

Kan en lærer eller en skolebog være uden værdi og holdning? Svaret er et tordnende nej. En lærer skal være sprængfyldt med værdier og stå fast på dem. En lærer skal være en rollemodel for eleverne ved at have holdning. Men naturligvis skal man kunne sortere i informationer og allervigtigst: Opelske en grundlæggende respekt for folk, der tænker anderledes end en selv.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Når jeg i en fransk lærebog kan læse ting som: »Efter 3 eller 2 generationer skiller indvandrerne sig ikke mere ud fra andre franskmænd. De er assimilerede«, så trækker man da også lidt på smilebåndet. Kan jeg så ikke finde ud af at tage en åben diskussion med eleverne om deres egne holdninger og virkelighed? Om livet i Københavns forstæder og Frankrigs storbyer, hvor alt ikke er smuk assimilation. Kan jeg tænke selv? Ja, men værdineutral - nej tak. Det får jeg ikke selvstændige elever af.

Jeg vil meget hellere bare én gang få et helt ærligt svar fra Bertel Haarder. Hvorfor skal mine elever slagtes til skriftlig franskeksamen til sommer? Hvorfor er der stadigvæk ikke nu fem måneder før prøven en klar vejledning for prøven? Du er også min chef. Vis lederskab.