Anmeldelse

Ta'Fat 1

Træning i logisk tænkning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den logiske tænkning hos børn er meget forskellig naturligvis afhængig af alder, men også af hvordan hjernen fungerer. Nogle er bedst til at forstå tal og talsammenhænge, og andre er bedre til bogstaver og bogstavssammenhænge. Derfor kaster visse sig også gerne frådende over en god krydsogtværs, mens andre foretrækker en sudoku. I skolen er det i de små klasser ofte færdighederne, der trænes mest. I takt med alderen sættes der mere og mere fokus på at kunne opstille og forfølge hypoteser, der træner børnenes forståelse af mere abstrakte sammenhænge. Dette materiale er på mange måder temmelig svært at kategorisere, da det hverken er natur/teknik eller matematik og så alligevel dem begge på samme tid. Her er det processerne snarere end resultaterne, der er i højsædet. Læreren skal således fokusere meget mere på elevernes tænkning i og omkring aktiviteterne end på aktiviteterne i sig selv. I denne proces er vedkommende mere coach end underviser.

Overordnet er materialet inddelt i en række tænkningskategorier såsom variabler, klassifikation, proportionalitet og sandsynlighed. Til hver kategori hører forskellige aktiviteter, som eleverne kan kaste sig over, nogle naturligvis sværere end andre. De enkelte arbejdsark er temmelig omfattende, og der er således mange ting, eleverne skal forholde sig til, hvis de enkelte aktiviteter skal blive succesfulde. Det kan derfor let blive noget af en udfordring for en lærer at fastholde eleverne i processen, hvis det skal lykkes.

Materialet er oversat og bearbejdet fra engelsk og henvender sig oprindelig til faget science, som findes på skemaet i de engelske skoler. I lærervejledningen fortælles godt og grundigt om baggrunden for materialet, ligesom der også er gode vejledninger til de enkelte aktiviteter. Til materialet hører også transparenter til den fælles del. Jeg savner dog at kunne finde det hele på en cd-rom - det havde klædt materialet godt.