Teknikken er tjener på engelsk skole

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Og vejrudsigten for i dag: Der er udsigt til sol og tørt vejr over hele landet og temperaturer omkring 30 grader. I morgen bliver der sol og 30 graders varme. De kommende dage vil byde på solskin, mere sol og temperaturer omkring 30 grader«.

Vejrudsigten for Malawi kan nemt blive lidt ensformig, men den stemmer godt overens med virkeligheden. Syvårige Stephanie og Rebecca fra klasse 4LK på Crosshall Junior School i Cambridgeshire nord for London har nemlig selv fundet oplysningerne på Google. Klassen har emnearbejde om Afrika, og eleverne har lånt afdelingens halve klassesæt af bærbare computere til at producere en lille radiovejrmelding med introduktions-jingle, lydeffekter og hæsblæsende oplæsning, som de kender den fra BBC.

På skærmen lyser en linje, hvor man kan se, hvor lang tid de enkelte elementer varer. Med musen trækker Stephanie feltet med jinglen til venstre - selv om den lyder godt, var den alligevel lidt for lang. Derefter viser hun, hvordan de valgte lydeffekter fra en liste og satte dem ind på rette sted.

Arbejdet i den delvist nybyggede åbenplanskole foregår i en stilfærdig og venlig atmosfære. Det forstyrrer ingen, at 6.-klasserne er ved at opsætte en animeret udgave af Shakespeares »Helligtrekongersaften« ude i fællesrummet. To klik, flyt på dukkerne. To klik igen. Flyt ...

»Før eleverne har det færdige resultat, har de været igennem en masse diskussioner om virkemidler og alternativer. Men det er ikke teknikken, der styrer undervisningen«, siger lærer John East, der er ansvarlig for skolens ikt-udvikling.

Han fortæller, at skolens budgetter ikke er større end andre skolers, men på grund af et højt elevtal har man kunnet nyde godt af rabatter på programmer og maskinel.

Skolen betegnes som en foregangsskole på ikt-området og er i gang med at planlægge egen radiostation, der gennem podcasts kan fortælle forældre og andre om stort og småt i skolens liv. Men det faglige indhold har førsteprioritet. Bag den animerede Shakespeare-opsætning ligger der et gedigent stykke billedkunstarbejde med pensler og farver. Og hæfterne med det traditionelle essay i smuk håndskrift ligger fremme til almindelig beundring.

tha@dlf.org