»Vores børn går i folkeskolen. De går på en god skole. Vi har været heldige«. Lad lige den stå et øjeblik, eller rettere hænge i luften, som denne sætning gjorde under et middagsselskab for nylig. Det bygger selvfølgelig på en enkeltstående oplevelse. Men når kvindebladet Femina i november på forsiden reklamerer med temaartiklen »Tør vi vælge folkeskolen?«, så er det værd at undersøge, hvad der kan være baggrunden for, at det i hvert fald af nogen opleves som et spørgsmål om held, at ens børn går i en god folkeskole.

Hvad har ført til, at det opleves som et spørgsmål om held? Min tese er, at det skyldes, at vores egen evne til at opleve skolens virkelighed er blevet stjålet. De fleste mennesker vil almindeligvis ræsonnere sådan, at hvis det er okay hos mig, så er det sikkert også okay andre steder. For eksempel, at hvis jeg får en ordentlig behandling på kommunekontoret, så får andre sikkert også en ordentlig behandling. Men det, som er blevet formidlet af det herskende politiske flertal de seneste år, er, at hvis folkeskolen er okay hos dig - ja, så er du heldig: For alle andre steder står det rigtig dårligt til. Hvis dine børn lærer at læse, så er det et enkeltstående tilfælde - regn ikke med, at andre lærer det samme. Vi er blevet påduttet, at vi ikke skal stole på vores egne erfaringer.

Det er sikkert individuelt, hvad man oplever som en god skole, men der er nok også væsentlige fællestræk: At børnene er glade for at gå i skole. At man oplever, at de lærer noget. At man oplever, at de følger med fagligt. At de bliver set og mødt som de mennesker, de er, og udfordret på det grundlag. Det er grundlaget for en god skole. Og det er ikke et spørgsmål om held. Det er hårdt arbejde udført af veluddannede og engagerede voksne, når skolen er på den måde.

Der er forældre, der har været uheldige med den klasse, som deres børn går i, hvis klassens kemi er forfærdelig dårlig, hvis læreren ikke kan håndtere opgaven eller lignende. Der er også skoler, der har brug for at starte forfra og opbygge en ny, konstruktiv læringskultur. Og der er store udfordringer for skolen som sådan, fordi vores samfund er i udvikling og stiller ændrede og stadig større krav. Folkeskolen er ikke uden problemer. Men grundlaget for skolens udvikling er godt. Der er dækning for sloganet »Gør en god skole bedre«. Det nuancerede billede af folkeskolen får man, når man læser sig ind i Pisa-undersøgelsen, i andre undersøgelser og især i hverdagens levede liv i skolen, som forældre og elever oplever det. Her må kampen om at genvinde magten over billedet af virkeligheden begynde: I virkeligheden.

Skolens virkelighed og hverdag er den mest afgørende alliancepartner i kampen for at vriste folkeskolen ud af kulturkampen og tilbage i skoleudviklingen. En skoleudvikling, der har som udgangspunkt, at vi vil gøre en god skole bedre. Her er det afgørende at indse, at den, der vinder kampen om billedet af virkeligheden, også er den, der sætter dagsordenen. Så længe det herskende politiske flertal slipper af sted med at nedgøre folkeskolen, så længe kan centralstyringen fortsætte, fordi forældre er blevet bildt ind, at den gode folkeskole er et spørgsmål om held. Men held spiller ingen rolle. Det gørtil gengæld hårdt arbejde.

Det paradoksale er, at folk godt ved det. KL har for nylig spurgt borgere om, hvad der er det vigtigste på børne- og ungeområdet: Knap 60 procent pegede på uddannede og engagerede medarbejdere. Det er ikke held, når skolen er god. Det er hverdagen og udgangspunktet for en stadig bedre skole. Ikke kun hos mig, ikke kun hos dig, men i folkeskolen som helhed.

Margrethe Vestager er medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre