Denne bog har to perspektiver.

Dels præsenterer bogen en række bidrag til debatten om det sociale arbejdes måske sværeste område: anbringelse af børn og unge borte fra deres forældre, som ikke magter at være sammen med dem til daglig.

Dels har bogen til formål at bygge bro mellem den vidensproducerende verden og praksisverdenen. At gøre sit til, at forskningsresultater får afsmitning på praksis og omvendt.

Ord kan selvfølgelig ikke bygge broer. Alligevel kan ens praksis næppe undgå at blive påvirket af læsningen. Antologien fører læseren direkte ind i hjertet af konkrete og komplekse områder i dagligdagens indsats over for familier og børn, for eksempel områder som slægtsanbringelser, anbringelse af etniske minoritetsbørn og "børnesamtalen".

Bidragene er frembragt gennem et tæt samarbejde mellem praktikere og forskere ved nysgerrigt og uforbeholdent at gå på opdagelse i den praksis, der allerede eksisterer, og ved at spejle praksis i intentionerne med arbejdet.

Forfatterne har øje for de professionelles pressede tids- og opgavesituation, så det handler ikke om løftede pegefingre.

Selv om bogen primært er skrevet for socialrådgivere, kan den også anbefales til andre fagpersoner, der arbejder med børn og familier, og til politikere, der udstikker rammerne for arbejdet.

Læseren får meget at vide, som er godt at vide - og ikke mindst godt at handle efter.