Anmeldelse

Tugt og dannelse

Tre historier fra kulturkampens arena

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dr.pæd. Ellen Nørgaard - med afhandlingen "Lille barn, hvis er du" - er stadig aktivt skrivende efter den lange karriere ved Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagogiske Universitet. Og Nørgaard er ikke blot skrivende, men forskende, eller undersøgende, som hun beskedent selv kalder det.

Nørgaard er en af vores største kendere af den såkaldte reformpædagogik og af reformpædagogisk tankegang i Danmark, og det bærer også hendes seneste bog præg af. I "Tugt og dannelse. Tre historier fra kulturkampens arena" guides vi beskrivende, analyserende og diskuterende igennem tre nedslag i dansk skolehistorie i 1940'erne og 50'erne. Der er med andre ord tale om tre helt konkrete eksempler på konflikter mellem tradition og fornyelse inden for skoleområdet.

For det første er der historien om, hvordan en københavnsk særskole for "moralsk defekte" børn forsøges humaniseret i slutningen af 1940'erne. For det andet historien om, hvordan det kunne gå til, at København allerede i 1951 kunne forbyde "legemlig revselse" i skolerne - i øvrigt med Danmarks Lærerforening som markant modstander af forbuddet - mens resten af landet først kommer med 16 år senere. Og endelig historien om heterogene, men progressive pædagogiske miljøer - sammensat af modstandsfolk og kulturradikale - som efter 1945 søger konkret indflydelse på skoleudviklingen, især med Forsøgsskolen i Emdrup som et af de mest synlige resultater.

Ellen Nørgaards bog bunder i gedigent undersøgelsesarbejde, og det er interessant læsning. Kan anvendes af den lærerstuderende i bachelorsammenhæng, af læreren i diplomsammenhæng - eller af os alle som vinterlæsning foran brændeovnen.