Kulturo – Tidsskrift for Moderne Kultur
Nummer 18 – Tema: Kærlighed
Fakta

Redigeret af: Anders Jerking, Camilla Kragelund, Ditte Vilstrup Holm, Gyrith Ravn, Mikkel Bagge Lange, Rasmus Brendstrup, Tore Daa Funder

Pris: 49,00 Sider: 102

Forlag: Kulturo

Temaet går næppe af mode foreløbigt, men i reglen behandles det lidt mere spontant og følelsesmæssigt end i dette tværæstetiske tidsskrift, der har sat sig for at fokusere på vitale problemstillinger i den moderne kultur. Til gengæld får læseren her god lejlighed til at få rusket op i sine forestillinger om, at alting er simpelt, og at vi alle sammen forstår det samme ved vor kulturs grundlæggende begreber.
Artiklen fortsætter under banneret
Tag nu hysteri, for eksempel. Erik Steinskog, norsk doktor i musikvidenskab, der som de øvrige bidragydere ikke lader sig bremse af faggrænser, påviser begrebets udvikling på vej mod at blive en slags psykiatrisk diagnose. Det begyndte hos en romanfigur hos Walter Scott, fandt sit udtryk i "Lucia de Lammermoor". Operaen udløste stærke følelsesudladninger hos den fiktive person "Madame Bovary". En fransk læge fandt lignende udbrud hos nogle af sine patienter, som han udstillede for offentligheden. Og så endte den hos Freud.
Dag Petersson analyserer fotografen Lars Tunbjörks skildringer af svensk hverdagsliv. Her er vi ovre i fædrelandskærlighed. Og Camilla Kragelund om installationskunstneren Sophie Calle, der satte sig for at gøre en telefonboks i New York hyggelig. Blot et af hendes forsøg på at gennemføre forfatteren Paul Austers anvisninger på at forbedre livet i storbyen.
Kærlighedsbreve på e-mail. Lidenskabens oprindelsesmyte. Bob Dylans inspirationskilde til "Sad eyed lady of the lowlands".
Det er tung teori at forholde sig til, men selv om vi er langt fra undervisningsstof for folkeskolen, kan det varmt anbefales at læse tidsskriftets temanumre. Som led i lærerens personlige kamp mod vanetænkning og forsimplede svar på tilværelsens store spørgsmål.
Tidligere numre har haft så forskellige temaer som natur, krig, teknologi og Norden. Tidsskriftet bliver spændende at følge.
MERE OM EMNET