Fællesskabets skole er ikke i opløsning. Den er bare ved at komme sig oven på dårlige tider. De mange nye strukturer i skolen er et udtryk for, at man er begyndt at tage eleverne alvorligt. De bliver mødt ud fra deres forudsætninger, og der gøres forskel på dem, og det er vel i bund og grund, hvad undervisningsdifferentiering drejer sig om.

De mange intelligenser og læringsstile er ikke redskaber til at udskille eller opdele elever. De er mere redskaber til at udvikle elevernes faglige kvalifikationer.

»Skolen for alle« er mange steder traditionelt funderet, så der ikke findes muligheder for at rumme de mange forskellige typer elever, der er rundt omkring i klasserne. Og så går fællesskabet i stykker. Det er her, den fleksible skole kommer ind i billedet. Den er ikke til for at opløse klassefællesskabet. Tværtimod kan den sagtens have sit udgangspunkt i et klassefællesskab, men den tilbyder samtidig nogle nye muligheder i forhold til organiseringen af undervisningen. Fleksibel skole er en vej til at få folkets skole folkeskolen.

Lad os endelig få en mere præcis fagdidaktisk forskning, som konkret peger på, hvilke undervisningsformer der er hensigtsmæssige i forhold til elever med forskellige behov, altså alle elever. Men vi skal også have en debat omkring skolens organisation. Sidstnævnte må være altafgørende, inden man begynder at diskutere rummelighed og skolen for alle.

Der er en udvikling i gang, som kommer nedefra, og det er ikke så dårligt.

Lad os så håbe, at beslutningstagerne kan følge trop i stedet for at fokusere på en indsnævring af skolen i form af rangordninger og nationale evalueringer. For folkeskolen er på vej til at blive folkets skole, hvor det forskellige rummes i det fælles.