Man har vel bemærket, at pensionister ofte siger: »Aldrig har jeg haft så travlt som nu«. Sikke noget let gennemskueligt vås. Det er så fint i vore dage at have travlt for Guds skyld skal vi distancere os fra alderdommen og være som de travle erhvervsaktive i forsøg på at bevare identiteten. Selvfølgelig har man ikke nær så travlt. Ellers har man da været en ekstremt doven pjække-hund på jobbet. Den forbandede travlhed, vor tids svøbe. Vi skal huske at skynde os. De fleste ville vinde tid, hvis de satte sig for at korte flimmer-tiden af. Jeg kender det udmærket fra mig selv det er, som om én tv-avis ikke længere er nok, for sæt nu der er sket sensationelle ting i løbet af de to timer fra 19 til 21, for en sikkerheds skyld kan man lige tage 22-avisen med, så man helt opdateret om verdenssituationens tiltagende ragnarok kan gå til ro. Jeg husker såmænd så tydeligt, at jeg var mere end en time bagud med katastrofen den skæbnesvangre 11. september en behjertet sjæl ringede mig op og orienterede. Tænk, der havde jeg ligget og sovet middagssøvn, mens verden var i brand. Det var da godt, at jeg så de fly styre ind i skyskraberne et par hundrede gange senere. Jo, det sniger sig let ind på en, nyhedsnarkomanien.

Nu har jeg snart været pensionist i tre år læretiden ebber ud, og tit har jeg tænkt: »Ufatteligt det her, oceaner af frihed, endelig ...«. Men da også indimellem så megen tid, at kedsomheden stikker sit trælse fjæs frem. Kan tage mig i vinteraftener at få lyst til at gå i seng med min bog og opdager, jøsses, at klokken kun er ni ikke som i klasselærer-tiden, da skulle man virkelig til at tage fat ved den tid med alverdens mere eller mindre dødtrælse gøremål. Sjældent i seng inden midnat.

For slet ikke at tale om dengang, der var børn i huset.

På folks spørgsmål om, hvordan pensionistlivet forløber, og svaret er nydelsen af friheden, men at det også indimellem kan føles kedeligt, ja, da kommer tit den sædvanlige floskel: »Kedeligt? Jamen, intelligente mennesker keder sig ikke«. Ligeledes vås. Man kunne lige så vel sige det modsatte, man er vel kritisk og vant til oplevelser fra det pulserende liv. Det bliver ikke en lettere sag i et klima med ni måneders mørke og kulde og skærme alle vegne. Man må stedse ruste sig til kampen mod for store kedsomhedskvoter.

Jeg har nu god tid til at gå ud at luge en million skvalderkål væk fra de mest synlige steder. Og det er ikke kedeligt men vederkvægende. Ren meditation liflige dufte rammer lugekoners næsebor, den varme livgivende jord mellem fingrene og selskab af dristige solsorte, der vover sig tæt på.

Oh, den danske skærsommer hvor er den vidunderlig.

Også selv om man ikke får sommerferie.

Så er man da kommet langt, ikke sandt?