Hvorfor er Finland verdensmester i Pisa-undersøgelserne? Det ville jeg gerne blive klogere på, da jeg i sidste uge deltog i møder og skolebesøg i Finland sammen med nordiske kolleger.

Vi besøgte blandt andet en nybygget skole, hvor traditionel klasseundervisning med klasser på 16-20 elever var det normale. De finske lærere ænsede ikke begreber som rummelighed og fleksibel holddannelse, der i den grad præger den danske dagsorden. Tværtimod er de på vej i den modsatte retning: fra en opdeling af skolen i 1.-6. klasse og 7.-9. klasse i retning af en enhedsskole, hvor der også lægges vægt på klasselærerfunktionen og en udbygget specialundervisning.

Meget tyder på, at en del af forklaringen på den finske Pisa-succes skal findes i kulturelt bestemte forhold. For generelt begynder finske børn med langt bedre forudsætninger sprogligt og socialt end i mange andre lande. Det handler blandt andet om en befolkning med forholdsvis få indvandrere og med en anden tradition for børns opvækstvilkår i førskolealderen.

Der er dog en markant forskel med den femårige finske læreruddannelse, hvor den danske er fireårig. Det indikerer, at lærerkvalifikationer, undervisningsmetoder og -indhold sammen med kulturelt bestemte forskelle har afgørende betydning. I langt højere grad end undervisningens organisering og centrale styringsmekanismer.

Da Finland i 2000 toppede i Pisa-undersøgelsen, fyldte de samlede læseplaner for fagene kun et meget tyndt hæfte, fordi den finske uddannelsesstyrelse fandt, at kvaliteten først og fremmest skulle sikres via lærernes faglighed og professionalisme. Alligevel går udviklingen i Finland i øjeblikket i retning af større central styring af de indholdsmæssige rammer præcis som i en række andre europæiske lande. Man kan med rette spørge: Hvem styrer reelt udviklingen? Og hvorfor sker dette ukritisk, med forskellige begrundelser og helt uafhængigt af de enkelte landes resultater?

Internationale undersøgelser kan synliggøre reelle problemfelter i de enkelte landes uddannelsessystemer. Det skal vi være åbne over for. Men der er ingen entydige forklaringer på, hvorfor Finland topper i Pisa. Vi kan ikke bare kopiere andre systemer eller bruge standardløsninger. Der er behov for en langt mere konkret stillingtagen til løsningsmuligheder i den skolekultur, som eksisterer i det enkelte land. Løsningsmuligheder, der naturligvis skal findes med udgangspunkt i den viden, vi har, og i konstruktiv dialog med lærerne. Det er en langt mere kompliceret proces end de traditionelle politiske tiltag i retning af nye organisationsformer og centrale opstramninger for mål, indhold og resultatvurderinger. Men det er også langt mere perspektivrigt.

Stig Andersen er næstformand for Danmarks Lærerforening