Hvis kommunerne i en periode vil bruge lige så meget på skolebøger, som de i dag bruger på computere, vil der kunne udrettes mirakler. Skolebøgerne har det ikke godt. Det kan der vist ikke være to meninger om. Men hvor galt står det til?

I Den Danske Forlæggerforening oplyser Erik Krustrup, at folkeskoleområdet i 1997 købte for cirka 200 millioner kroner skolematerialer, hvoraf hovedparten var skolebøger, mens salget af audiovisuelle materialer, cd-rom'er og lignende var meget begrænset - næppe mere end 10-15 millioner kroner.

Da de samlede udgifter til folkeskoleområdet ligger på cirka 22 milliarder kroner, bruges altså mindre end én procent på bøger. Beløbet er endda i faste kroner en lille smule højere end katastrofeåret 1992, men det lå 11 procent under det ikke særlig høje niveau i 1987. Og sammenlignes det med 1977, er der tale om et fald på cirka 60 procent.

Der bruges dog flere penge til undervisningsmidler, end disse tal fortæller.

Antallet af fotokopier er således steget stærkt.

Ifølge Copy-Dan steg den samlede kopiering på folkeskoler, friskoler og efterskoler fra 408 millioner i 1993 til 500 millioner i 1997. Altså en stigning på 22,5 procent. Den stigning er formentlig udtryk for, at en stadig større del af kopieringen foretages af beskyttet materiale - og især skolebøger.

Computereksplosion

Den virkelige stigning finder man dog på computerne.

Kommunernes Landsforening oplyser, at kommunerne i 1997 ekstraordinært brugte cirka 200 millioner kroner til computere, netværk med videre, og at det beløb er 25 procent højere end det, der købes skolebøger for.

Men kommunerne har jo også fået tudet ørerne fulde med, at computere er altafgørende for elevernes udvikling. Det siger både politikere, aviser og Undervisningsministeriet.

Desværre har ingen fortalt kommunerne, at man kun får et godt udbytte af computerne, hvis man har noget fornuftigt at putte i dem.

Og salget af cd-rom'er går endnu mere elendigt end salget af skolebøger.

Hvis skolebøger og cd-rom'er var unødvendige i undervisningen, gjorde det selvfølgelig ikke så meget.

Men det er ikke kun os skolebogsforfattere, der er kede af, at vi ikke længere kan lave skolebøger og cd-rom'er. Også lærerne er kede af det.

De slås med bøger, der bliver stadig mere lasede og forældede. Og de mange dyre computere får de alt for lidt glæde af. De savner gennemarbejdede, pædagogiske cd-rom'er, som kan gøre det muligt at udnytte de mange muligheder, der vitterligt findes i computerne.

Men ingen tør løbe den økonomiske risiko, der ligger i at lave disse programmer. For man ved jo med sikkerhed, at skolerne ikke vil købe dem.

Hold en pause

Men situationen kan forbedres.

Set i forhold til de samlede beløb, der bruges på folkeskolen, er de nødvendige udgifter til bøger og cd-rom'er nærmest en dråbe i havet.

Det må være muligt at skaffe dem.

Hvis man i årene 2000, 2001 og 2002 kunne få kommunerne til at ofre lige så meget på cd-rom'er og skolebøger, som de nu bruger på computere - ja, da ville der kunne ske mirakler.

Ikke alene ville der kunne komme et væld af nye bøger og cd-rom'er. De ville også blive billigere.

En øget efterspørgsel betyder nemlig højere oplag.

Og da nettoudgifterne ved at fremstille en ekstra bog eller en ekstra cd-rom kun ligger på mellem fem og ti kroner, giver det grundlag for en kraftig nedsættelse af prisen.

Derfor bør Undervisningsministeriet udvide den garantiordning, der allerede findes i ministeriets mediekontor.

Det vil nok koste cirka 50 millioner kroner i den nævnte overgangsperiode. Men pengene skulle gerne komme igen, hvis kommunerne altså er villige til at give ekstra til bøger og cd-rom'er.

Rapporten, der blev væk

Det må stå klart, at der er brug for en samlet debat om skolematerialerne under ét, hvor man gør sig klart, hvad der er brug for, og hvordan man får det største udbytte af pengene.

Et sådant grundlag har faktisk foreligget siden 1995. Det er Folkeskolerådets rapport om undervisningsmidlerne og den nye folkeskolelov, der blev udarbejdet af et udvalg, der havde Torben Weinreich som formand.

'Hvilken rapport?' vil mange sikkert spørge. Og det er ikke uden grund. For den er aldrig offentliggjort!

Torben Weinreich kom nemlig for skade at udtale sig til Ekstra Bladet inden offentliggørelsen, og han fik her sagt, at man over en årrække skulle bruge 10 milliarder for at rette situationen op.

I betragtning af, at skolevæsenet over en tiårig periode bruger mellem 200 og 250 milliarder kroner på undervisning, burde beløbet ikke chokere.

Men den daværende undervisningsminister, Ole Vig Jensen, blev betænkelig over den politiske reaktion og valgte for en sikkerheds skyld at arkivere rapporten på en af ministeriets hylder, hvor den siden har samlet støv.

Rapporten var faktisk udmærket, og den kunne nok have sikret en bedre udnyttelse af ressourcerne end den, vi har fået. Derfor var det en overreaktion af Ole Vig at bremse udgivelsen, og jeg vil da opfordre hans efterfølger, Margrethe Vestager, til at lade rapporten komme frem eventuelt med en supplerende efterskrift, som beskæftiger sig med, hvad der er sket siden 1995.

Rapporten bør i hvert fald ikke gå til spilde. Det skylder man de folk, der har lavet arbejdet.

Sven Skovmand er skolebogsforfatter og journalist