Debat

Fraktion 3 er på banen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hidtil har det stort set været Danmarks Skolelederforenings (DS) bestyrelse, der har udgjort de delegerede i fraktion 3. Efter DS's opsigelse af samarbejdsaftalen med DLF er de kongresdelegerede fundet ved landsvalget, og delegationen har således ikke en indbygget samhørighed og selvforståelse, som det normalt er naturligt for en bestyrelse.

Dette forhold har vi, der er blevet valgt, imidlertid i sinde at gøre noget ved. Som det kunne læses i Folkeskolen nummer 12, har vi været til møde med formanden for organisationsudvalget, Karsten Holst. På mødet fik vi endvidere lejlighed til at udveksle synspunkter med Anni Herfort og Jens Kjær om vores situation i fraktion 3 samt diskutere, hvilke muligheder/ressourcer vi som kongresdelegation kunne få stillet til rådighed med henblik på at få stablet et reelt samarbejde mellem de delegerede indbyrdes og med DLF i almindelighed på benene. Der blev givet positivt tilsagn til begge dele.

Vi har siden hen haft et nyt møde med Jens Kjær, hvor vi blandt andet drøftede de problemstillinger, vi ser i kongressens vedtagne model. Vi har ligeledes aftalt, at vi vil forsøge at mødes igen til juni til et mere intensivt arbejdsdøgn med henblik på at forberede os konkret til kongressen i efteråret 1998.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Alle ti kongresdelegerede er enige om, at skoleledernes organisatoriske tilhørsforhold fortsat bør være i DLF, idet vi ikke kan fåøje på et troværdigt alternativ hertil. Et tilhørsforhold for DS i Lærernes Centralorganisation, som har været nævnt, er usandsynligt og ikke ønskværdigt i en organisation uden for DLF.

Vi har som kongresdelegerede altså det samme overordnede udgangspunkt, som DS havde indtil den 12. december 1997.

Vi mener, der er nogle muligheder i modellen, men vi er også enige om, at der er noget, der skal gøres bedre. Vi er optimistiske, og vi bestræber os på allerede til efteråret at være klar med nogle ændringsforslag, der kan gøre modellen tilpas attraktiv for de skoleledere, der fortsat er i tvivl.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at komme med nogle bemærkninger til Jørgen Schaldemoses talmagi i Folkeskolen nummer 14. Hvordan 510 skoleledere, der har meldt sig ud af DLF, og 403 skoleledere, der aktivt ønsker et samarbejde med DLF og afprøver modellens muligheder, kan koges sammen til at være 'knap 1.000 skoleledere, der aktivt har givet udtryk for at de er utilfredse med de nuværende organisatoriske forhold inden for DLF', savner enhver saglig begrundelse.

Motiverne til at melde sig ud af DLF og til at frasige sig de demokratiske rettigheder er vel næppe de samme. Der er givetvis flere end 1.000 skoleledere, der ikke er helt tilfredse med den nuværende model - jeg er selv en af disse - men vi er en hel del, der mener, at kongressen i 1997 endelig flyttede sig og fik øjnene op for skoleledernes situation, og det grundlag ønsker vi at arbejde videre på.

At der er 510 skoleledere, der har meldt sig ud af DLF, er i sig selv ikke overraskende. Der har de sidste 25 år været en del skoleledere, der altid har ønsket at blive frigjort af DLF, hvilket i mine øjne er helt legitimt.

I dag er antallet af udmeldte skoleledere 510. En kendsgerning er det imidlertid, at der fortsat er cirka 3.500 medlemmer tilbage i fraktion 3. Det antal vil vi arbejde på at fastholde.

Jens Færk

skoleinspektør

Århus Kommune

Forkortet af redaktionen