I fredags bestemte jeg mig for at sætte ind. Nu skulle de have en dosis, der kunne sparke dem langt ind i det næste årtusinde. De fik lektier for, gjorde de:

- Et foredrag om informationsteknologiens samfundsmæssige betydning.

- En stil om jordens klimaproblemer.

- Et sæt indføringsopgaver.

- En anmeldelse af Bjarne Reuters forfatterskab.

- Fem ark med staveord.

- Et tværfagligt projekt om spejderbevægelsen før, nu og i fremtiden.

Om mandagen, da opgaverne skulle fremlægges, var der tumult. Undrende måtte jeg konstatere, at ingen var færdige, ja mange var slet ikke rigtigt startet.

De råbte op om 'tid' og 'omfang', og et par stykker blev direkte udiplomatiske i deres ytringer.

Efter at have vendt problematikken i vores team, besluttede jeg mig for at hjælpe dem på vej. Jeg gav dem forelæsning for fulde gardiner om målfastsættelse, kvalitetsudvikling, handleplander og så videre og så videre. Til sidst fik de nogle evalueringsskemaer og besked på at betragte mig som en kritisk ven, der skulle give dem de nødvendige fremtidskvalifikationer i overensstemmelse med skolens servicedeklaration. - Så blev der ro. De forlod simpelt hen stedet.

Jeg havde ellers indkøbt et helt klassesæt af DLF's 'Kvalitetsudvikling i dialog' til uddeling. En plat kollega foreslog, at jeg kunne anvende dem på mit retorikkursus i stedet.

I virkeligheden er det langtfra morsomt at opleve sin fagforening som noget, arbejdsgiveren har bestilt hos et strømlinet konsulentbureau.

Jørgen Bruun Nielsen

Esbjerg