Betaling gennem smuthul

- Vi er gjort til prøveballon, siger skoleleder om ulovlig forældrebetaling

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det, at det hedder skolerejser - og er noget frivilligt - det læser jeg mest som et smuthul for at bevare den praksis, man har, . . . ellers kan jeg da ikke forstå noget af det.

Det siger skoleleder Henning Ærø fra Marienhoffskolen i Midtdjurs Kommune efter Undervisningsministeriets seneste udmelding på lejrskoleområdet.

Marienhoffskolen bevilger 50 kroner per elev per år til ekskursioner og lejrskoler. Alle øvrige udgifter afholdes af forældrene. Det er klart i strid med reglerne, mener Danmarks Lærerforening, som derfor har bedt Undervisningsministeriet gribe ind.

I Undervisningsministeriets svar til Midtdjurs Kommune gøres opmærksom på, at den forældrebetaling for lejrskoler, der er på Marienhoffskolen, ikke kan accepteres.

'Da vi betragter en lejrskole som undervisning, skal udgifterne hertil være vederlagsfri for forældrene, uanset på hvilket klassetrin den finder sted', lyder det blandt andet i svaret.

Samtidig skelner Undervisningsministeriet mellem på den ene side lejrskoler og ekskursioner og på den anden side det, Undervisningsministeriet kalder skolerejser. Forskellen ligger blandt andet i, hvorvidt turen er frivillig eller ej.

Skoleleder Henning Ærø fra Marienhoffskolen siger:

- Vores skole er blevet gjort til prøveballon på dette område, men det har jeg det helt fredeligt med, for alle i kongeriget Danmark gør, som vi gør - stort set. Nu bliver det sååbenbart bare et spørgsmål om, hvad man kalder det.

På Marienhoffskolen er der en klar praksis om, hvor ofte eleverne må være af sted, og der satses på, at alle kan komme på tur en gang om året, af kortere eller længere varighed. Henning Ærø siger:

- Det er ofte forældrene, der tager initiativet, når elever skal af sted. Forældrene er bare interesseret i, at deres unger får et par gode dage sammen med klassekammerater og lærer. Og forældrene er bedøvende ligeglade med, om det hedder lejrskole eller skolerejse. Vores lejrskoler har jo naturligvis et undervisningsmæssigt sigte, men i lige så høj grad et socialt sigte, siger Henning Ærø.

Selvom lejrskolerne på Marienhoffskolen bakkes meget op af forældrene, kan der være enkelte, der har svært ved at afse de fornødne penge til elevernes ture. Til det siger Henning Ærø:

- Det er sket ganske få gange, at et barns forældre har sagt, at de ikke har råd til, at eleven deltager. I de tilfælde har skolen betalt. Helt diskret selvfølgelig. Der skulle jo ikke gerne skiltes med, at Jens kom gratis med, fordi hans far og mor ikke havde råd . . .

- Jeg ser da også helst, at turene er gratis, men når der ikke er penge til det, så må man finde en praksis, som alle kan leve med, så man alligevel kan komme af sted, siger Henning Ærø.