Etisk regnskab - hjælp til en belastet skole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lad det være sagt med det samme: Jeg kan ikke stå for Lindevangskolen på Frederiksberg - og det er ikke kun, fordi jeg er vokset op i Lindevangkvarteret.

- Kvarteret har ændret sig meget siden da. De store kommunale karréer med små lejligheder er for længst forladt af arbejderfamilierne. De har fået hus eller en større lejlighed i Københavns Amt. I stedet er der nu koncentration af bistandsklienter, førtidspensionister, misbrugere samt flygtninge og indvandrere. Der bor også mennesker med gode vilkår og overskud i kvarteret.

- Af fem børn, der tilhører Lindevangskolens skoledistrikt, går de to på privatskole, og af de tre, der går på skolen, er ét fra et indvandrer-/flygtningehjem, ét fra et misbrugerhjem og ét fra et almindeligt dansk hjem. Der er 30 sprog repræsenteret på skolen.

- Alligevel er 98 procent af eleverne og forældrene glade for skolen - den er langt bedre end det ry, de sociale forhold har bibragt den. Det fremgår af det etiske regnskab, som skolen har udarbejdet sammen med forældre, elever og medarbejdere.

- Her er fortællingen om det etiske regnskab:

- Grupper af forældre, elever og medarbejdere er blevet spurgt om deres værdier og forventninger i forhold til skolen. (Tosprogede forældre var i en særlig gruppe med tolkehjælp, eleverne var opdelt i tre alderstrin, og skolefritidsordningen medvirkede også).

- Ud fra de indhentede udsagn blev der af et konsulentfirma udarbejdet et spørgeskema til alle elever, forældre og medarbejdere. Svarprocenten var på 81 procent - de mindre elever kom med mundtlige svar. Konsulentfirmaet bearbejdede svarene, og de er i en overskuelig form gjort op i en lille folder. Det fremgår her, hvad der fungerer godt, og hvad der kan gøres bedre på skolen.

- I dette forår har dialogcirkler bestående af de tre parter beskæftiget sig med de fem indsatsområder, som kan gøres bedre. Det drejer sig om:

- Ledelse, samarbejde og information

- Ansvar og adfærd

- En bedre skole for de større elever

- De nære ting (skolegård, edb, møbler med mere)

- Pædagogisk udvikling - nye undervisningsformer

- Sideløbende hermed blev skolens værdigrundlag afklaret med udgangspunkt i regnskabets værdier.

- Forslagene fra dialogcirklerne vurderes og prioriteres af en koordinerende projektgruppe og skolebestyrelsen. Samlet er der nu et etisk budget og en handlingsplan, der skal føres ud i livet i det kommende år. Hvordan det nærmere skal gøres sådan helt konkret - som forslag og handling - afklares på en pædagogisk lørdag for medarbejdere og skolebestyrelsen i denne måned.

- Efter et år sker der en ny vurdering og et nyt etisk budget drøftes og klargøres. Det sker derefter hvert andet år.

- Forløbet med udarbejdelsen og gennemførelsen af det etiske regnskab og det skiftende budget og handlingsplanerne - med målbare værdier, mål og forandringer - har stor betydning for skolen:

- Det er dokumenteret, at der er stor opbakning indefra til skolen. Der er igennem egne udsagn og samtaler afklaret ansvar og forventninger i forhold til hinanden - inden for den nu fælles referenceramme. Det er blevet nemmere at orientere sig og finde sammen om veje til forbedringer. Og de kan måles og videreudvikles.

- Jeg tror også, det spiller en rolle for de manges engagement i det etiske regnskab, at Lindevangskolen gør meget ud af den æstetiske forskønnelse og kunstneriske udsmykning af skolen. Det er en smuk skole.

- Lindevangskolens etiske regnskab og budget, samt hvordan forløbet er finansieret, kan der gives oplysninger om på telefonnummer 3186 0188.

-Gunvor Auken er socialrådgiver i Specialarbejderforbundet.