Fordi noget bliver gentaget syvhundrede gange, behøver det ikke at være sandheden. Alligevel ender tvivlsomme projekter ofte som uangribelig visdom, når de bare bliver lanceret højt og længe nok. Sådan er det gået med 'Sproglig Opmærksomhed' - som burde hedde det, det vitterligt er, nemlig: 'Fonologisk Opmærksomhed'!

Jeg undrer mig over, at indskolingslærere ganske ukritisk kaster sig ud i at plage sagesløse småbørn med lydøvelser. Hvad er det dog, disse 'lydprofeter' kan, når de evner at få ellers fornuftige lærere med på dette lydhalløj . . .?

Når jeg holder foredrag og kurser om de to- til otteåriges læsning, må jeg næsten hver gang slås med lærere, der har solgt deres sjæl.

'Det virker', siger de, 'mine børn er bare så dygtige!'

'Nej', siger jeg, 'det er ikke den fonologiske træning, der er årsagen. Det er dig og dit engagement. Du gør en masse andet end remser og lyde, og det er dette andet og mere, der virker!'.

Jeg siger ikke, at man ikke skal arbejde med lyde - at børn ikke skal stave og så videre. Selvfølgelig skal de det. Det skal bare ikke være indgangen til læsning, men tages op senere, når børnene kan læse. Tidspunktet er ikke ligegyldigt. Den rækkefølge, hvori man gør tingene er afgørende for, om du får en flok glade læsere, hvor ingen er ladt i stikken - eller om din undervisning sorterer børnene i dem, der kan finde ud af det, og dem, der ikke kan. Det er nemlig ikke læsningen, der er problemet - det er læseundervisningen, mange børn får forstoppelse af!

Når det ser ud, som om lydtræningen virker, er det fordi, mange børn evner at holde fast i deres egen indre skriftsprogsudvikling samtidig med, at de tilpasser sig lærerens forstyrrende snak om fonemer og stavelser - utrolig flot klaret! Andre børn betaler prisen, deres naturlige skriftsprogsudvikling hæmmes eller standses helt, deres selvtillid får skrammer, og de ender i læseklinikken - bare fordi de fik en forkert start.

'Fonologisk Opmærksomhedstræning' er og bliver en uheldig og unaturlig indgang til læsning, fordi

- dansk er lydmæssigt så himmelråbende inkonsekvent.

- små børn, der endnu ikke kan læse, intet har at bruge lyde og bogstaver til.

- det strider mod den viden, vi i dag har om læsning og små børns læring.

- læreren og programmet fylder for meget, det bliver ikke muligt for det enkelte barn at lære sig at læse på sin måde.

- læse-skriveudviklingen isoleres ved denne træning i stedet for at blive en naturlig og nødvendig del af vort fælles liv.

- træningen griber forstyrrende ind i vort eget virksomme, muntre skoleliv (seancen skal foregå hver dag på samme tid i tyve minutter!).

- det er en flokdisciplin - og det er måske det værste, for børn lærer ikke at læse i bundter. Hvert barn kommer til læsning ad sin vej. Det at komme til læsning er noget meget privat - en sag mellem barnet, bogen og barnets voksne. Det tager man til efterretning i Sverige, Finland og New Zealand, hvor man som bekendt er langt foran os med hensyn til små børns læsning.

I Folkeskolen nummer 33 er der hele ti dyre sider, der ender med at blive ét stort pr-fremstød for 'Sproglig Opmærksomhed'. Der er adskillige misfortolkninger og usandheder - bare to eksempler:

1) '. . . Sproglig Opmærksomhedstræningen siden 1984 er årsag til, at bornholmske børn læser flot . . .' Det er en påstand, der er mere end tvivlsom, når man véd, at børn på Bornholm længe før 84 altid låøverst.

2) Bente Hagtvet siger i nummer 33 '. . . der er kun forsket ganske lidt . . .'. Det er usandt. I de sidste ti år er der forsket meget i små børns skriftsprogsudvikling i USA, Sydamerika, New Zealand.

Herhjemme er Kjeld Kjertmann i fuld sving. En fremragende forskning har i en menneskealder fundet sted i Sverige ved professor Ragnhild Söderbergh, Lunds Universitet. Hendes teorier er nu grundlag for praksis i et utal af børnehaver og skoler i Sverige (se Folkeskolen nummer 35, 1996: 'Barnet tænker altid rigtigt', og se i 'Læs og leg' - et udmærket hæfte, man kan få på Pædagogisk Central i Ishøj - 'Legelæse eller læselege?' begge af Kjeld Kjertmann).

Lærer og underviser på læsekurser