Undervisningsministeriets fagkonsulent i dansk, Jette Pagaard, kan 16. januar 1997 på et kursus oplyse, at Undervisningsministeriet har taget initiativ til at analysere opgivelserne til prøverne i dansk.

Det er første forårstegn oven på en kold krig mod danskfaget. Men en enkelt svale gør ingen sommer, så hvis der nu skulle være handling bag ord, er der flere historiske opgaver, der venter på en sober og redelig kilde-kritisk granskning.

Under krigen mod danskfaget har PPR-kontorerne (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) taget danskprøver på elever, der overhovedet ikke var indstillet til skolepsykolog. Alene i 1987 blev der taget 86.500 prøver. I forbindelse med Jørgen Frosts såkaldte sprogstimuleringsprojekt i senfirserne blev der taget 12.000 prøver, i forbindelse med udviklingspengene - ligeledes fra senfirserne - til forsøget med en ekstra time til dansk i 3. og 4. klasse blev der ligeledes taget adskillige prøver, og i forbindelse med IEA-undersøgelsen i 1991 blev psykologernes prøver brugt på hen ved 3.000 danske elever. Sidstnævnte projekt er delvist blevet præsenteret for offentligheden, så det fremgår helt klart, at psykologernes prøver er taget uden forældrenes samtykke.

Tilsyneladende indeholder PPR-kontorerne registre over disse prøver taget på skoleelever. Det er stadigvæk noget af en gåde, at disse registre eksisterer, og det er i særdeleshed en gåde, hvordan prøveoplysningerne siver videre til det kommercielle Dansk Psykologisk Forlag. Hvem ejer disse danskprøver taget på skoleelever uden forældrenes samtykke? Hvorfor har psykologer givet sig ud for at være kompetente inden for undervisningsfaget dansk, og hvem har givet dem beføjelser til at kontrollere og registrere danskundervisningen? Og hvorfor har de brugt en bedømmelsesmetode, der er helt ved siden af danskfagets didaktiske målsætning?

Det ser ud til, at Undervisningsministeriet under den kolde krig mod danskfaget stiltiende har accepteret, at der blev oparbejdet registre et helt tilfældigt sted, og det er helt klart, at disse registeroplysninger udnyttes kommercielt.

Når der skal tages danskprøver på skoleelever, burde det være elementært i et demokrati, at det er staten, der fastlægger prøveterminerne, staten, der udarbejder prøvesættene, og det er staten, der foretager registreringen, bearbejdningen af data og præsentationen af resultaterne for elev og forældrene og/eller offentlighed.

Under den kolde krig mod danskfaget er magten gledet ud af demokratiets kontrol. Læsekatastrofen kan registreres til senfirserne. Det ville derfor være redeligt, hvis Undervisningsministeriet også analyserede de kommercielle prøveformer, der har besat danskfaget siden senfirserne.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte