Debat

Nej, hør nu Jens

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kommentar til Jens Coldings indlæg om undervisningsdifferentiering (9. januar 1997) og påfølgende polemik med redaktør Thejsen.

Det er da rigtigt nok, at hvad man ikke ved, det kan man da ikke have noget begreb om. Det har Jens Colding fuldstændig ret i, og den filosofi er faktisk helt fra middelalderen, og står på den første side i filosofibogen. Jens Colding bruger det argument til at påvise, at man derfor ikke kan forlange af børn, at de tager hånd om egen læring. De kan jo ikke vide, hvad de ikke ved!

Nu er det bare sådan, at den verden, vi lever i, består af andet end bare skole. Nogle vil endda kalde det et informationssamfund.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

For cirka 30 år siden gjorde Jens Colding netop mig opmærksom på en amerikansk undersøgelse, der godtgjorde, at skolens indflydelse på karakterdannelse og viden i forhold til andre faktorer som familie, tv, nærmiljø (gaden), foreningsliv med mere kun udgjorde mellem to til fem procent af et voksent individs åndelige ballast omkring dettes 30. år.

Den oplysning limede sig ind i min hukommelse.

Jens Colding hævder nu, at ingen kan danne sig begreb om det, de ikke ved. Det er logisk set også rigtigt, men problemet er bare, at han så ser totalt bort fra 95 procent af børnenes information.

Skolen er jo ikke en lukket klokke.

Tror du virkelig, at børn, der vil være automekanikere, ikke godt ved, hvad der skal til? Tror du ikke, de kan gå efter bolden? Tror du, det kun er læreren, der bestemmer, hvad de ved?

Tror du ikke, din undervisning må relatere sig til de andre cirka 95 procent informationer.

Det underviser jeg efter.

Jeg kalder det undervisningsdifferentiering, hånd om egen læring, multi-medie-læring, ja alt det Jens Colding sandsynligvis vil kalde modeord.

Det giver så til gengæld nogle tankevækkende resultater. Når man tager de normale prøver, rykker hele klasser over middel, og der er tydeligvis også plads til mange rigtigt dygtige. Elever, der har fået lov til at køre los og er blevet stillet passende udfordringer. Man kan kalde dem lokomotiver i en proces.

Men det er måske kun her hos os? Jens Colding påstår jo, at eleverne ikke selv kan formulere, hvad de måtte ønske at lære!

For øvrigt er undervisning vel at lære folk det, de ikke ved? Så er der vel heller ikke noget i vejen for at give dem appetit på yderligere viden?

Hans Erik Jepsen

Horsens