Debat

Ikke Igen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Peter Bruun

Selv om vi utvivlsomt er uenige i en hel del, skal du fortsat have tak for dine indlæg. Her er ellers gennemgående for få kongresdelegerede og hovedstyrelsesmedlemmer, der ytrer sig i Folkeskolen, skønt vi jo som pensionister har et større behov for den skriftlige debat end vore erhvervsaktive kolleger, der dagligt mødes på lærerværelserne.

Du har trukket væsentlige sider af problemstillingen bag kongressen krav op: Den voksende kløft mellem pensionisternes og de erhvervsaktives erhvervsudvikling samt vanskelighederne ved at bekæmpe den gennem overenskomstforhandlinger. Folkeskolens referat var jo i mine øjne mildest talt sparsomt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvor meget, de opstillede krav er værd, afhænger naturligvis af, hvor megen vægt der bliver lagt på dem i forhandlingsforløbet. Derfor var jeg også glad for Kristian Fløj-Jensens uddybende kommentarer og påpegning af, at der forestår svære forhandlinger i Centralorganisationernes Fællesudvalg.

I dit svar til mig ligger ligesom en undertone af, at jeg ikke har tillid til vore valgte repræsentanter og forhandlere. Det er naturligvis ikke tilfældet. Jeg har stor tillid både til deres motiver og personlige hæderlighed, men det er selvklart ikke det samme som, at jeg er enig med dem i ét og alt.

Når jeg skrev om modsætningen mellem DLF's top og medlemmerne, var det ud fra erfaringerne med Overenskomst 95 (og for den sags skyld også samordningsfradragets afskaffelse og lærerpakken). Jeg mener, at alle i dag er enige om, at resultatet og forløbet af Overenskomst 95 var meget utilfredsstillende, gentagelse absolut uønsket.

Selv om det kan være rigtigt, at forhandlerne må holde kortene tæt ind til kroppen - især i slutfasen - så mener jeg bestemt, at det er bedre med en livlig og dybtgående medlemsdebat i tiden forud for urafstemningen frem for en frustreret debat bagefter.

Alt for mange pensionister stemte ikke sidste gang, hvilket blev udlagt som tilfredshed og ligegladhed. Det kan ikke være særligt stimulerende for vore forhandlere. Lad os derfor vise dem noget andet denne gang, og lad os være med til at påvirke den offentlige mening. Det er allerede alle andre med interesse i Overenskomst 97 i gang med.

Jørgen Pagh Andersen

Københavns Lærerforenings pensionistafdelings faglige udvalg