Objektive kroner

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Retningslinier for udmøntning af decentral løn- sådan skal et af punkterne på dagsordenen på den nært forestående kongres lyde, hvis det står til Vestsjællands Lærerkreds. Kredsen er i fuld gang med at indhente de vedtægtsmæssige 200 medlemsunderskrifter, der skal være fordelt på fem kredse.

- Vi har dem næsten, og vi får mange flere end de 200, inden fristen udløber den 31. august, siger Reinhard Werner, formand for Vestsjællands Lærerkreds.

Kredsen foreslår en kongresvedtagelse, der slår fast, at lærerforeningen principielt ikke ønsker decentral løndannelse i folkeskolen:

'Men hvis en overenskomst ikke desto mindre indeholder decentrale løndele, som en del af et samlet aftaleresultat, pålægges kredsene at arbejde for, at medlemmerne sikres hele deres lønandel.'

Dette skal blot ske 'ud fra objektive kriterier, og udmøntes i form af: a) generelle lønstigninger i kommunerne, b) gruppevise omklassificeringer, c) omklassificeringer af enkeltstillinger, d) gruppevise funktionsbestemte tillæg, e) funktionsbestemte tillæg til enkeltstillinger.'

- Diskussionen drejer sig efter vores mening ikke om 'for' eller 'imod' decentral løn, men om medlemmerne skal have fat i de sidste 0,6 procent af lønsummen. Vi mener ja, det skal bare ske efter objektive kriterier, siger Reinhard Werner.