Lis-Maj Wingsøe

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vor kære kollega og ven, Lis-Maj Wingsøe, orkede ikke længere at kæmpe for det liv, hun havde så kært.

Hun var på arbejde den 15/6-94, da hun fik besked fra Rigshospitalet, at transplantationsholdet ventede på hende med nye lunger. Hendes glæde og forventning var stor, for hun håbede at få mange gode år endnu sammen med sin familie.

Sin lærergerning elskede hun, så hun ville i arbejde igen efter lungetransplantationen og i arbejde kom hun i 31/2 måned, inden en kronisk organafstødning satte ind i sommerferien 1995. Hun kæmpede imod den i 8 måneder, men måtte så meget mod sin vilje give op den 8/4-96. Rugvængets Skole har ved Lis-Majs død lidt et stort tab. Hun var gennem mere end 25 år en blændende underviser, der kunne den kunst at få eleverne til at føle sig værdsat. Hun gav hver enkelt et modspil, men ingen dom. Mange af vore elever fik hun til at blomstre, hvilket blandt andet det årlige samvær med 28.b er et levende bevis på.

Lis-Maj var impulsiv og temperamentsfuld. Hun satte kulør på vores hverdag. Hun kunne ikke fordrage hykleri og holdt sig ikke tilbage med at sige sin mening til rette vedkommende.

Lis-Maj var til fest og farver og har ofte været den samlende person ved festlige arrangementer. Hendes humor og selvironi bar os igennem deprimerende stunder. Hun var under sit lange sygdomsforløb altid i stand til at leve med i skolens og vores liv, så vi gik oplivede fra hende efter hvert besøg.

Vi har nu hver især mange gode minder om Lis-Maj. Hendes livsvilje og mod aftvinger os respekt og beundring. Vi vil altid huske Lis-Maj - hun var i høj grad Rugvængets Skole.

Kolleger ved Rugvængets Skole

Ballerup