Spasserbold for alle

På Saltum Centralskole har tre drenge med muskelsvind idræt med deres klassekammerater. Lærerne bruger idrætten til at presse drengene til at gå ud over de grænser, de sætter for sig selv

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gustav Sørensen træder ind i hallen i T-shirt og korte bukser og ligner en ganske almindelig dreng, der skal dyrke idræt, men så snart han begynder at løbe, af­slører hans stive og lidt kluntede bevægelser, at han ikke er som de fleste andre elever. Han har muskelsvind.

Alligevel er Gustav Sørensen med i i­drætstimerne sammen med kammeraterne i 6. klasse på Saltum Centralskole i Nordjylland. To andre drenge på skolen har muskelsvind, og de deltager også i idræt. Den ene sidder ellers i kørestol, men det er kun et spørgsmål om at indrette undervisningen, så han kan være med, siger hans i­drætslærer, Hanne Birthe Simonsen, der har drengens støttelærer med i timerne.

»Vi laver ikke om på idrætsundervisningen, men vi tilpasser reglerne, så de passer til Jakob. I en fangeleg skal han måske kun bevæge sig halvt så langt som de andre«, fortæller Hanne Birthe Simonsen, der ser sin handicappede elev som en styrke for hele klassen.

»Han hjælper de andre til at forstå, at mennesker er forskellige, og at vi hver især gør det, så godt vi kan«.

I hallen varmer eleverne i 6. klasse op med en leg, hvor de skal undgå at blive fanget, mens de løber tværs over gulvet. Normalt ville Gustav Sørensen hurtigt blive taget, men det forhindrer en særlig regel.

»Fangeren skal bevæge sig på samme måde som den, han vil fange. Derfor kan Gustav være den sidste, der bliver taget«, fortæller idrætslærer Anne Pedersen.

Ude i hallen folder Gustav Sørensen benene op under sig og kravler hurtigere hen over gulvet, end nogen andre i klassen magter at gøre med den særlige teknik.

Crosser giver falsk status

Lærerne omkring de tre drenge i 4., 6. og 7. klasse har været på kursus hos Muskelsvindfonden og har lært at se i muligheder i stedet for i begrænsninger. Alligevel har de ikke købt særlige idrætsrekvisitter.

»Hvis man kun tænker i specielt udstyr, risikerer man at udelukke handicappede elever fra at dyrke idræt sammen med de andre i klassen. Man skal passe på ikke at gøre dem alt for specielle. Gustav har en el-dreven terrængående minicrosser på tre hjul, og den kan højne hans status blandt de andre, fordi de kan sidde bagpå, men det giver ham en falsk status«, siger Anne Pedersen.

Lærerne må se i øjnene, at handicappede elever ikke altid kan være med. For eksempel kan Jakob i 4. klasse ikke spille badminton.

»Den beslutning tager vi for ham. Ellers ville det påvirke ham psykisk. Men han tæller point, så han er stadig med i fællesskabet. Idræt er et af hans bedste fag. Han griner og oplever at være en del af et hold. Han bliver ikke bare skubbet til side i idrætstimerne«, understreger Hanne Birthe Simonsen.

Når handicappede elever skal deltage i idrætstimerne, er det netop for at styrke deres psykiske velvære.

»Jeg tror ikke, at de får en bedre motorik af den idræt, de dyrker i skolen, men det styrker deres psyke at være med sammen med klassekammeraterne, og jo bedre de befinder sig, desto bedre fungerer de i klassen«, siger Anne Pedersen.

Handicappede skal presses

Anne Pedersen har en fortid som pædagogmedhjælper for handicappede børn. Der lærte hun, at man ikke giver handicappede et løft ved at pusle omkring dem. Den erfaring drog hun nytte af, da hun for fem år siden begyndte som idrætslærer for de ældste af drengene på Saltum Centralskole.

»Jeg kunne mærke, at hans handicap fyldte meget i ham. Han satte hele tiden grænser for sig selv og var hurtig til at undskylde sig med, at han havde ondt, hvis der var noget, han ikke havde lyst til«, siger Anne Pedersen.

Hun besluttede at presse ham til at prøve sine grænser af.

»Mange vil måske være bange for at såre eleven, men også handicappede skal lære at arbejde med sig selv. I svømning opfordrede jeg ham til at tage et par baner mere, inden han fik lov at sætte sig hen i det varme bassin eller gå i sauna. Det endte med, at han tog svømmemærke«.

Men finalen kom til en elev­samtale, hvor hun bad eleven fortælle, hvad det bedste er ved at gå i skole. Svaret var, at han nogle gange glemmer, at han er handicappet.

»For mig viser det, at han føler sig tryg, for jeg skal selvfølgelig vide, hvornår jeg har presset ham tilstrækkeligt. Hans handicap har naturligvis en betydning for ham, og det må jeg ikke glemme«, siger Anne Pedersen.

Tillid mellem lærer og elev er vigtigt, understreger i­dræts­lærer Poul Borup.

»Anne kan skubbe mere til både Gustav og hans bror i 7. klasse, end jeg kan, fordi hun kender dem bedre. Handicappede børn er ikke altid vant til at blive presset, fordi forældrene ofte lader dem springe over, hvor gærdet er lavest«, siger han.

Men det er vigtigt at have et godt forhold til forældrene, for det er dem, der får meget trætte børn hjem fra skole, når der står idræt på skemaet.

»Hvis vi får forældrene imod os, risikerer vi, at de beder om at få fritaget deres børn fra idræt. Derfor skal vi samarbejde med dem og fortælle dem, hvorfor det er vigtigt, at børnene også er med i det fag«, siger Poul Borup.

Opvarmning til spasserbold

Gustav Sørensen og de andre elever i 6. klasse varmer stadig op, men er skiftet til »spasserbold«.

Spillet er en slags dødbold, hvor eleverne først dør, anden gang de bliver ramt. Første gang skal de holde hånden dér, hvor bolden ramte, så en af drengene løber rundt med venstre hånd i nakken, mens en pige har fat om sin ankel.

»Vi inddrager tit børnene i, hvordan vi kan lave nye regler, og her fik vi et spil, der øger chancen for, at handicappede kan vinde«, fortæller Anne Pedersen.

Hun fisker volleybolde op af en kasse og beder eleverne øve fingerslag. Gustav og hans makker får en stor lyserød bold, der er blødere end de andre. Men umiddelbart inden eleverne skal spille kamp, beder hun de to drenge tage en almindelig bold.

»Det vil være træls for de andre at spille med den lyserøde bold, så Gustav må indordne sig, men han har haft en god time. Han går ikke herfra med bøjet hoved, men som en glad dreng«, siger hun.

folkeskolen@dlf.org

Gustav elsker idræt

På grund af muskelsvind er Gustav Sørensen ikke så hurtig og adræt som sine klassekammerater i 6. klasse på Saltum Centralskole. Desuden bliver han hurtigere træt.

Men han elsker idræt, og det betyder meget for ham, at han kan være sammen med resten af klassen i idrætstimerne.

»Vi har det rigtig sjovt sammen ligesom i de andre fag, og så får jeg også rørt mig. Jeg laver ikke så meget i min fritid, fordi jeg er træt, når jeg kommer fra skole. Så derhjemme slapper jeg mest af«, siger han.

Om sommeren er Gustav Sørensen på lejr med Muskelsvindfonden, og fra de andre børn ved han, at langtfra alle er med i idrætstimerne. Han er glad for, at det ikke gælder ham. Selv når de andre i klassen løbetræner, får han noget ud af undervisningen.

»Så bliver jeg hjemme i hallen og træner basketball. Det er lidt ensomt, men basketball er min favoritsport. Jeg spiller basketball i alle frikvarterer, så jeg kunne ikke drømme om at lade være med at skyde til måls, selv om jeg er alene i hallen«, forsikrer Gustav Sørensen.