Debat

Velkommen til 2004

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nyt årNy hovedstyrelse Ny læreruddannelseNy arbejdstidsaftaleNyt forhandlingssystemNyt lønsystemNy overenskomst Nytænkning!

Er partierne på Christiansborg parate til at tænke læreruddannelsen på en anden måde? I årevis har der været talt om »praksischokket«, der møder en nyuddannet lærer, og den store pensumstrængsel på læreruddannelsen er en anerkendt realitet. Danmarks Lærerfor­ening har foreslået, at læreruddannelsen udvides. Det betyder ikke, at de lærerstuderende skal være længere på seminariet, inden de kan komme ud og undervise. Forslaget betyder derimod, at den sidste del af uddannelsen skal gennemføres i løbet af de første ansættelsesår, så praksiserfaringerne kan afspejles i de afsluttende moduler af læreruddannelsen. Vi er ikke i tvivl om, at det vil betyde et kvalitetsløft af læreruddannelsen, men det betyder også et brud med den traditionelle uddannelsestænkning. Tør politikerne det?

Drøftelserne om en ny arbejdstidsaftale genoptages om en måneds tid. Vores udspil bygger som bekendt på at understøtte den enkelte lærers og den enkelte børnehaveklasseleders ansvar for undervisningen. Det forudsætter, at KL er parat til at aftale en overordnet sikring for den enkelte, og det forudsætter, at skoleledelsen i mindre grad sker gennem resursestyring og i højere grad sker gennem personaleledelse og skoleudvikling. Er KL parat til at nytænke skoleledelse og dermed bringe folkeskolen på omdrejningshøjde med moderne vidensinstitutioner?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I løbet af foråret indledes debatten om kravene til de kommende overenskomstforhandlinger. Vi ved allerede nu, at forhandlingerne kommer til at køre på en helt anden måde denne gang. Den enkelte organisation får mulighed for at forhandle direkte med modparten, et par måneder inden forhandlingsfællesskabet Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte kommer på banen. Denne nytænkning vil uden tvivl udfordre solidariteten organisationerne imellem men også give nye muligheder.

Lønsystemet må ændres. Den nuværende udgave af Ny Løn fungerer ikke. Den bedste dokumentation for dette har vi i den træghed, der præger mange kommuners forhandlingsindsats. Vi må have et lønsystem, der passer bedre til den arbejdssituation, der præger folkeskolen. Er arbejdsgiverne parate til nytænkning er de parate til at komme ned af den ideologiske piedestal, hvorfra de blindt har forsvaret Ny Løn uden at blive forstyrret af virkeligheden?

Den nye overenskomst vil ikke være på plads før i foråret 2005, men grundstenene bliver lagt i 2004. En presset kommunal økonomi har i mange år medført en lavere lønudvikling i den kommunale sektor. Et efterslæb, der med kraftig forsinkelse har udmøntet sig i en uforholdsmæssig stor reguleringsordning. Det er uholdbart, hvis vi ønsker, at den kommunale sektor skal være en attraktiv arbejdsplads. Er regeringen og KL parate til at tage højde for det i årets forhandlinger om den kommunale økonomi?

DLF har et bud på det kommende års store udfordringer. En ny hovedstyrelse er parat til at gå i gang med udfordringerne med energi og engagement. Det er mit nytårsønske, at de øvrige parter omkring folkeskolen er parate til den nødvendige nytænkning.

Godt nytår!

Anders Bondo Christensen er formand for DLF