Debat

Klostervængets elever vinder

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Klostervængets Skoles ansatte har i nogle år brugt en alt for stor del af deres energi på interne konflikter i stedet for en udvikling af skolen og dens kerneydelser i forhold til skolens elever og for­ældre. Skiftende ledere, forvaltningen og sidst konsulentfirmaet Muusmann har forgæves søgt at få samarbejdet i gang.

På den baggrund fandt jeg det nødvendigt at overveje at flytte fem lærere, som har fået 14 dage til at overbevise mig om, at det ville være en forkert beslutning. Jeg vil læse deres indvendinger og herefter tage stilling til det endelige skridt.

Folkeskolens leder i nummer 49 mener, at min handling har skadet arbejdsmiljøet på skolen, men har ikke det mindste bud på, hvad jeg ellers skulle have gjort. Jeg ville ikke igangsætte endnu et udviklingsforløb, som alle på forhånd dømte som udsigtsløst. Taberne ville endnu en gang være Klostervængets elever.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Bladet mener, at min handling er et brud på retssikkerheden og er juridisk angribelig. Jeg vil gerne understrege, at man som tjenestemandsansat lærer i Københavns Kommune ikke er ansat på den enkelte skole, men derimod i hele kommunen. Det følger heraf, at man har pligt til at gøre tjeneste andetsteds og dermed blive flyttet.

Skolens øvrige lærere kan være ganske trygge: Ytringsfriheden er ikke afskaffet på de københavnske skoler, og flytning er ikke hverdag og vil ikke være en dagligdags begivenhed. Men i nogle situationer er man nødt til at handle, og det er sket i det konkrete tilfælde.