Debat
12   15

Hvad laver vi i skolen? En verden med god plads og højt til loftet?

At være engageret i folkeskolen kan være en uigennemskuelig affære, men inspireret af Rembrandts ”Faust” fandt jeg en vinkel til et børne- og skolesyn, som giver mig anledning til at se glimt i tågen.

 

 

Artiklen fortsætter under banneret

For et par år siden skrev jeg et indlæg her på sitet, hvor jeg beklagede mig over, at det ikke var mig muligt at give slip på folkeskolen og de ting, der foregår i den. Jeg har tidligere kolleger, der kan oplyse mig om, at de ikke tænker på skolen et øjeblik. Jeg har været borte i tre år nu, og der går ikke en dag, hvor begivenhederne i 13 og den efterfølgende udvikling ikke passerer revy, og jeg vender tilbage til debatten på folkeskolen.dk igen og igen. Spørger ind imellem mig selv, om jeg lider af PTSD, men det kræver vist trods alt voldsommere reaktioner.  

 

Rembrandts ”Faust” som prototype

Jeg har valgt at skrive et indlæg, selv om jeg for det meste manifesterer mine tanker gennem kommentarer her på sitet. Det har jeg bl.a., fordi det giver mig mulighed for at sætte et billede på. Billedet, jeg har valgt til at illustrere min pointe, er Rembrandt Harmenszoon van Rijns radering fra 1652 kaldet ”Faust” (1). Jeg har valgt ham, i første omgang, fordi jeg kan identificere mig med ham, men også, fordi jeg ser ham som et ikon for den tænksomme engagerede lærer. Han ser på et system af bogstaver, og jeg læser billedet, som om han har forsøgt at forstå disse bogstaver og uddrage en viden af dem, men så er der sket noget. Bogstaverne opløser sig, og et lys vælder ind. På billedet er der to hænder, hvor den ene holder et spejl, og den anden peger på spejlet. Der har været forsøgt mange fortolkninger af billedet. En af dem er, at billedet henviser til Paulus’ første Korintherbrev kapitel 13 vers 12: ” Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”  (2) –  Min brug af billedet er ikke af religiøs karakter, men en brug, hvor jeg oplever, at jeg i mangt og meget har forsøgt at forholde mig til mængder af skriftligt materiale vedr. folkeskolen; pædagogisk filosofi, politiske referater, notater og artikler m.m.m. og i den grad har behov for at se igennem alt dette skriftlige materiale og få kontakt med ”substansen”.

 

Er ”børn” en entydig størrelse?

Jeg tænker ikke, jeg kommer i stor uenighed ved at påstå, at børn er centrale i pædagogikken. Nogle ville dog måske mene, at børn i folkeskolesammenhæng er irrelevante, da det drejer sig om ”elever”. Og så kører møllen. Der er teorier om, hvad børn er. Gitte Lyng Rasmussen har skrevet en artikel, hvor hun analyserer det moderne barnesyn, og det viser sig ikke at være en enkel sag. (3) Jeg skal ikke her fremdrage hele problematikken, men nøjes med flg. citat (sd 269) : ”Som påpeget kan der dog ligge forskellige syn til grund for barneperspektivet, og det må derfor fremhæves at den voksnes egen forståelse spiller en afgørende rolle for hvad det i det hele taget er man ”vælger” at se som udtryk for et barneperspektiv.” Min pointe her er det banale, at børn er forskellige og voksnes syn på børn er forskelligt, så der er ikke to børn, der er ens, og der er ikke to voksne, der ser det samme barn.

 

Generalisering af skolen

Folkeskolereformen var en afgørende indsats for en generalisering. Man forsøgte at sætte skolen på formel og skabe en sammenhængende forståelse for, hvad det var, man foretog sig i skolen (4). Intentionen er storslået, men umulig. At der er en ramme, er udgangspunktet, men det er netop en ramme, og hvis man forventer, at et eneste barn, for ikke at tale om alle børn, passer til den ramme, har man forkigget sig på sit eget system. Min egen erfaring siger mig at generaliseringer er uundgåelige, men det er vigtigt at holde sig for øje, at ingen andre end barnet selv, ved hvordan det er at være det barn. Det blev jeg belært om af et barn, som mildest talt ikke havde det nemt. På et tidspunkt blev jeg noget trekantet i min forståelse af det pågældende barn, der så på mig og sagde: ”Du ved overhovedet ikke, hvordan mit liv er!” Og det var jo rigtigt nok.

 

God plads og højt til loftet

Så med henvisning til ovenstående billede, kan jeg kun ”håbe” at nogle af dem, der rent faktisk har noget at skulle have sagt om folkeskolen, vil få den oplevelse, at alt det, de har at sige i grunden er deres egne konstruktioner og at ”virkeligheden” er mangfoldig, men at man med utrættelig opmærksomhed kan indgå i en frugtbar dialog mellem alle forskellighederne og være med til at skabe en verden med god plads og højt til loftet.  

 

(1)

artsandculture.google.com/asset/faust/xwEA_YP-APtduQ?hl=en

(2)

books.google.dk/books?id=fZPrAAAAMAAJ&pg=PA95&lpg=PA95&dq=hm+rottermund+amulets&source=bl&ots=C9xziWn9tb&sig=ACfU3U1Q078pxSfxQ3IoJGW_Xr3UTGJcbQ&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwin8rrk_4v0AhVZNuwKHeVcAygQ6AF6BAgCEAM#v=onepage&q=hm%20rottermund%20amulets&f=false

(3)

www.ucviden.dk/da/publications/barneperspektiv-i-forskning-og-praksis

(4)

https://www.folkeskolen.dk/699359/udvikling-af-den-nye-virkelighed-vs-formidling-af-den-eksisterende


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ