"Som skoleleder har jeg det godt med at have albuerum. Jeg har det godt med, at der bliver vist mig og mine medarbejdere tillid til, at det er os, der ved, hvordan man laver god skole", siger Tina Mandrup.

Skoleleder bliver borgmester: Lærere og skoleledere skal have albuerum

Tina Mandrup skifter 1. december skolelederjobbet ud med borgmesterposten i Lejre Kommune, men tager erfaringerne fra skolen med. Én ting ved hun med sikkerhed: Kommunalbestyrelsen skal have tillid til, at lærere og ledere ved, hvordan man laver god skole.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I tre et halvt år har medarbejderne på Skolen på Herredsåsen i Kalundborg vidst, at deres skoleleder havde en borgmesterdrøm i maven. Allerede dengang blev Tina Mandrup valgt som Venstres borgmesterkandidat i Lejre Kommune, og alle på skolen vidste, at efter kommunalvalget i år risikerede de at skulle finde en ny leder til skolen.

6. oktober tog hun orlov fra jobbet for at kunne føre valgkamp på fuld tid.

"Det er en lidt speciel situation. Det har jeg været meget bevidst om. Sideløbende med det politiske arbejde har jeg stået i spidsen for en megatransformation af skolen. Vi er en af fire Leaps-skoler i Danmark", siger hun og forklarer, at Leaps er en omstilling til projektbaseret undervisning. Målet er at øge elevernes engagement og trivsel. 

"Det har været en kæmpestor opgave og forandring, som har krævet rigtig meget af os alle. Jeg har været 100 procent dedikeret til det. Så det har ikke fyldt på skolen, at jeg var interesseret i et andet job, end det jeg var i. Jeg har haft lige så store ambitioner på min skoles vegne, som jeg havde haft, hvis jeg ikke havde været borgmesterkandidat".

Projektarbejde definerer skolen - og de kan ikke forestille sig andet 

Skoleledererfaringen kan bruges på politisk toppost 

Her i dagene efter valget har hun talt med journalister, svaret på mails og været travlt optaget. I Lejre Kommune sker den endelige konstituering den 1. december, hvor forventningen er, at Konservative og Dansk Folkeparti peger på hende som borgmester. Dermed peger flertallet - 13 - på hende som borgmester, og herefter får hun som tjenestemandsansat orlov fra skolelederjobbet i de fire år, hun skal være borgmester. Hun er sikker på, at hendes skoleledererfaringer vil gavne i borgmesterjobbet:

"Jeg er meget optaget af, hvad vil vi opnå, og hvordan vi gør det bedst. Det gør vi sammen,  og ved at have tillid og delegere ledelse ud. Det er en af de ting, som jeg tager med mig".

"Men det handler også om at lave forandringer i et strategisk og langsigtet perspektiv. Jeg har en master i offentlig ledelse, som jeg også i høj grad trækker på. Det er mange elementer, som jeg vil gøre brug af som borgmester, som leder af kommunalbestyrelsen, men selvfølgelig også som øverste chef for Lejre Kommune", siger hun.

Lokalaftale sikrer loft over undervisningstimetallet i Lejre 

Vis lærere og skoleledere tillid

Tina Mandrup er uddannet lærer, og har arbejdet som lærer i 12 år, før hun blev viceskoleleder og senere skoleleder i Køge. Hun har været skoleleder på Skolen på Herredsåsen i Kalundborg i 6½ år. Hun ved, hvor vigtig det er at give lærere og skoleledere plads til at finde de bedste løsninger på den enkelte skole.

"Som skoleleder har jeg det godt med at have albuerum. Jeg har det godt med, at der bliver vist mig og mine medarbejdere tillid til, at det er os, der ved, hvordan man laver god skole. Men det betyder ikke, at jeg ikke har en fælles vision om, hvordan vi skaber engagement blandt eleverne med den undervisning, vi giver".

Hendes erfaringer fra projektorienteret undervisning vil man komme til at mærke i Lejre Kommune.

"Jeg har mit hjerte placeret i den projektbaserede undervisning. Det kommer jeg også til at highlighte herude. Men jeg kommer ikke til at trække noget ned over hovedet på nogen. Jeg vil gerne highlighte, hvad det kan, og hvad det giver af resultater".

Men først skal hun tilbage til skolen og pakke sine ting og sige farvel.

"Da jeg gik på orlov, sagde jeg på gensyn. Jeg skal selvfølgelig ud at snakke med dem og hilse på dem. Nu har jeg været væk i seks uger, så jeg savner dem faktisk. Jeg glæder mig rigtig meget til at få hilst på dem alle sammen og ønske dem god vind de næste fire, og sige, at jeg vil følge med på sidelinjen".