Jesper Petersen er den ellevte uddannelsesminister på tolv år

Jesper Petersen bliver den ellevte uddannelses- og forskningsminister på blot tolv år. Bekymrende, lyder det fra Dansk Studerendes Fællesråd overfor mediet Altinget.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I går overtog Ane Halsboe-Jørgensen (S) Joy Mogensens (S) ministeransvar for kultur- og kirkeministeriet. Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen overtager posten i front for uddannelses- og forskningsministeriet.

Og det er en post med enorm udskiftning. For Jesper Petersen bliver den ellevte uddannelses- og forskningsminister på blot tolv år, skriver mediet Altinget.

I Dansk Studerendes Fællesråd mener man, at de mange udskiftninger skyldes, at uddannelsesområdet har stået lavt på den politiske dagsorden.

"Den enormt høje udskiftningsfrekvens betyder jo meget for den politiske kontinuitet og robusthed, og vi er jo desværre hverken chokerede eller overraskede over, at ministerrokaden igen involverer uddannelses- og forskningssektoren", siger forperson for DSF Mike Gudbergsen til Altinget.

Lærerstuderende byder ny minister velkommen: Han kan se frem til stejl læringskurve

"Vi ser det som et udtryk for en manglende politisk prioritering af uddannelses- og forskningsområde, det virker i hvert fald til, at de skiftende regeringer ikke har været bange for konsekvenserne af hele tiden at skifte ministeren ud", siger han videre.

Læs mere

Altingets artikel