En aftale mange ikke troede kunne blive resultatet af mødet mellem DLF og KL er blevet underskrevet. To parter, som ikke har set ens på skolens mål og indhold i et helt barneliv i folkeskolen. Vi skal nu forholde os til aftalens indhold, og vi skal forholde os til de perspektiver som ligger i at stemme henholdsvis Ja eller Nej til aftalen. 

DLF og KL har stået langt fra hinanden alt for længe, og det gennemsyrer parternes tilgang til folkeskolen, KLs og lederes tilgang til DLF og til lærerne og deres tillidrepræsentanter ude i skolens dagligdag, og det præger læreres og organisationsfolks tilgang til skolens ledelseslag, kommunerne og KL. Ansvaret for denne uhensigtsmæssighed skal der arbejdes med, og her kommer aftalen ind i billedet. Der skal etableres samarbejdsformer, hvor folkeskolen i langt højere grad præges og udvikles af samarbejdssporet. Det er en kulturforandring, som er godt på vej i nogle kommuner og på nogle skoler, men absolut et felt, der kan forbedres og udbygges, da mange steder bærer præg af udpræget behov for forbedringer. Forklaringen på denne fejludvikling er mangesidet, og behovet for en grundliggende kursændring, som det syn den indgåede aftale udstikker, kan bane vejen hen mod en mere moderne og samarbejedsorinteret tilgang til Den dankse Folkeskole, med lærerne som de naturlige samarbejdsparter på alle niveauer.  

De kommuner som endnu ikke har opdaget, at Ny Start startede i 2018, må oppe sig. Netop forpligtelsen til at samarbejde og søge gennemsigtighed og fælles forståelse imellem kreds og kommune, er en hovedhjørnesten i denne udvikling. Sammenhængen mellem det kommunen ønsker at implemetere, skal i kombination med det realiserbare i en i forvejen overbelastet folkeskole drøftes og prioriteres i et forpligtende samarbejde - med respekt for ledelsesretten. Vi skal væk fra at en forvaltning pålægger en skoleleder at implementere opgaver uden afregning. Det er opgave for både lærerkreds, skolelederforening og forvaltning, at skabe gennenmsigtighed og sammenhængskraft imellem mål og midler. Og lærerens opgaveoversigt må ikke gennme skoleåret blive fyldt at ekstraopgaver uden afregning. Der skal ske en kvartalsmæssig optælling af lærerens udførte opgaver, såfremt man ikke, som alternativ, kan finde andre konstruktive måder at skabe fuld gennemsigtighed i en lokalaftale med kommunen, vil jeg mene. 

Denne svada er en klud i hovedet på mange, som havde forventet en aftale med netop alle elementer fra før 2013. Det er helt centralt, at hver enkelt lærer gør op med sig selv, om der er belæg for at tro på, at der kan indgåes centrale aftaler om eks. max undervisningstimetal på eksempelvis 25 lektioner, samt en generel sammenhæng mellem undervisningstid og forberedelsestid. Det kunne være et stort ønske fra mange, og det vil kunne skabe ro på mange lærerværelser, men der er helt udenfor skiven at tro på tilslutning i kommunerne til en sådan generel og central aftale. 

Spørgsmålet er så om det er velovervejet at sige Nej til aftalen, fordi disse elementer ikke indgår? I min optik, vil et sådant spor være en strategisk fejldisposition, som ikke på noget tidspunkt vil vinde forståelse hos de centrale forhandlere i KL. Perspektivet i at lærerne går denne vej, vil være at gå ind ad en blindgyde, som tilmed vil give lærerne falske forhåbninger, som mangler realpolitiske analyser. Perspektivet fører intet andet med sig, end frustration og isolation af lærerstanden. Det har hverken lærerne, folkeskolen eller DLF brug for.

Måske nogle politiske positioner langt fra folkeskolens kerneopgaver ville have gavn af at lærerne valgte denne vej, da det vil være kanonføde for det synspunkt, at lærerne er resistente for forandringer, ugidelige og kun tænker på sig selv. Et synspunkt som ikke er forenligt med den danske lærerstand, men blot en måde at skabe splid på i en folkeskole, som trænger til anerkendelse og ilt. 

Hvad er så perspektivet i aftalen, bør vi spørge os selv. Aftalen stiller krav om, at der generelt er sammenhæng mellem opgaver og tid. Der skal være et samarbejde mellem alle niveauer i skolevæsenet. Dvs at kommunen skal redegøre for, at der er sammenhæng mellem de opgaver og de indsatsområder der ønskes gennemført, og så den tid der tildeles på skolen og den enkelte lærer til løsning af opgaven. Og lærerkredsene skal inddrages i en reel dialog og drøftelse af netop sammenhængen i den kommunale redegørelse. Disse elementer er, som Anders Bondo udtrykker det, et fundamentalt opgør med den merkantile ledelsestænkning som har præget folḱeskolen i 10érne. Skolelederen kan ikke pålægges at implementere opgaver som skolen ikke har tid til at implementere, da netop lærerkredsene skal have adgang til, at stille spørgsmål, og få saglige svar, til prioriteringerne bag. Og læreren i 5. klasse skal ikke længere have opgaveoversigter, hvor hvor opgaver lægges på uden at der følger den nødvendige tid med. Mange ledere vil utvivlsomt blive udfordret på denne konto, og andre vil helt sikkert byde denne saglighed velkommen. 

Vi skal igang med er behårdt arbejde med at opbygge og udbygge det horisontale samarbejdet mellem TR og skoleleder, mellem kreds og kommune og mellem DLF/LC og KL, men disse samarbejder skal også udbygges vertikalt. Tænkningen er, at det samarbejde skal gøres væsentligt mere kvalitativt og dynamisk, og sigtet er at nå fælles sigtekorn på hvilket skolevæsen den enkelte kommune skal arbejde hen mod, og hvilke midler der skal til for at det kan realiseres. Her indgår netop en vital accept af, at lærerens mulighed for at bruge sin faglighed, viden og erfaring, skal anerkendes, og der skal nåes en frihed for læreren til selvledelse, som mange lærere oplever underprioriteret og visse steder decideret krænket. Tænk dig, at det ikke er centralt styret hvad din videre- og efteruddannelsestid skal bruges til, men snarere dine behov for at lykkes med din lærer- og undervisningsopgave, som styrer din efteruddannelses- og kursustid. 

Tillidsrepræsentanten og Kredsen bliver helt centrale spillere, men såfremt der er vanskeligheder med implementering af samarbejdssporet, vil DLF og KL i fællesskab stå på mål for at hjælpe parterne i kommunerne på vej. Det vil ske ved, at der konkret dannes en styrke af rådgivere og konsulenter mellem KL og DLF, som skal være rejsende i samarbejdssporet og den kulturforandring som hele arbejdstidsaftalen bygger på. 

Vi har ikke fået en arbejdstidsafale i gængs forstand. Det er klart. Men der er lavet en aftale, som i mine øjne har et perspektiv, som rækker væk fra meget af det der har skabt mismod, lærerflugt og andet ugræs for folkeskolen og de lærere som skolen skal bygge på. Der er ikke afklaret en masse ting som en gængs arbejdstidsaftale vil gøre, men i mine øjne er der her en nytænkning og en pespektivrig tilgang til anerkendelsen af lærerrollen, som jeg ikke i min vildeste fantasi så i kortene for blot 2 år siden. 

Jeg ser perspektiver i den aftale som DLF og KL har underskrevet. At stemme Nej, vil være at forpasse en chance og en mulighed vi næppe vil få igen. Det er et meget konstruktivt kompromis, som jeg tror vil blive det sværd, som gav den gordiske knude forhandlerne har stået med siden 2013, det fornødne stød og hug.