Anmeldelse

Fingernemt 1, 2, 3, 4, 5

Læs med håndtegn

Tappeteknik skal skabe sammenhæng mellem lyd og bogstav i ny udgave materiale for ordblinde.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Materialet "Fingernemt" fra Alinea henvender sig til indskolingens begyndende læse- og staveundervisning, hvor fokus er koblingen mellem lyd og bogstav. Materialet indeholder fem hæfter med stigende sværhedsgrad og en lærervejledning. Den gennemgående teknik er, at eleven lærer at tappe bogstaver med sine fingre, så han/hun lettere har kontrol over forbindelsen mellem bogstav og lyd. Den bagvedliggende tanke eller idé er, at den multisensoriske tilgang, hvor eleven bruger kroppen, i dette tilfælde fingrene, til at understøtte læringsprocessen.

Fakta:

Titel: Fingernemt 1, 2, 3, 4, 5

Forfatter: Helga Conradsen, Mikael Højbjerg, Thomas Mose, Henriette Curreaux Neerholt

Pris: 70 kroner stykket

Sider: 40

Type: Engangsbog

Forlag: Alinea

Pris: 1000

Sider: 152

Type: Lærervejledning

Hæfterne tager udgangspunkt i bogstavlyde, korte, lydrette ord, stavelsesdelingerne og flerstavelsesord, og lærervejledningen guider så at sige læreren igennem indholdet i hæfterne, hvilket også er en nødvendighed for at få tilstrækkelig indsigt i, hvad teknikken med at tappe går ud på. "Fingernemt" arbejder med en idé om, at eleverne ved hjælp af tommelfingeren samt pege- og langfingeren ”tapper” de enkelte bogstavlyde, og ordet afslutningsvis ”sættes” sammen, og der dannes en syntese.

Materialet henvender sig til undervisning, der har fokus på elever, der er i risiko for ordblindhed, og identificerede ordblinde.

Tappeteknikken bør udføres jævnligt, så eleven opnår en mestringsfølelse, og det bliver en naturlig strategi for eleven, når et nyt, langt ord skal læses eller skrives. Det tager tid for eleven at lære at beherske teknikken, så det skal læreren være opmærksom på at afsætte tid til. Øvelserne indledes med små lydrette ord og udvides med længere og længere ord. Øvelserne kan laves enkeltvis eller i par.

Materialet kan anbefales som et varierende element eller som supplerende materiale til de elever i en klasse, der kan være i risikogruppe for ordblindhed eller er identificeret ordblinde. I lærervejledningen til materialet er der angivet, at der er effektundersøgelser, som burde kunne understøtte materialets idé.

Anmeldelsen er rettet 3. juli 2020 efter dialog med forlag og forfatter.