Anmeldelse

Hvorfor skal skoletasken være så tung?

Yderst underholdende satirisk forældrespejl

Lige for tiden kan man have behov for noget at grine af. Det gør jeg af denne bog, selvom jeg i skrivende stund har læst den tre gange. Som forælder får jeg lidt røde ører, og som lærer virker nogle af beskederne næsten genkendelige.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Hej alle. Vi har en stor udfordring for tiden, da Freja er meget forvirret omkring, hvad tandfeen egentlig giver i bytte for en tand?”

Fakta:

Titel: Hvorfor skal skoletasken være så tung?

Forfatter: Rikke Lindgaard

Pris: 249

Sider: 201

Forlag: Byens Forlag

"Hvorfor skal skoletasken være så tung? Et satirisk indblik i forældreskab" er en moderne brevroman med et udpluk af ForældreIntra-beskeder. Scenen er sat til Kongernes Nordsjælland, hvor vi dumper ned i et fiktivt univers på en tilfældig privatskole. Her følger vi gennem et skoleår kommunikationen mellem forældre i indskolingen og får også eksempler på korrespondance mellem skolens personale og forældre.

Efter forfatterens introduktion står indskolingslederen bag den første besked, hvori hun byder velkommen og præciserer skolens rammer for digital kommunikation. Og så er der frit slag. Vi læser beskeder fra forældrene i 0.b, der diskuterer gavepolitikker, efterlysninger af en gummistøvle og sølvglimmerblyant samt får meget aktuelle råd om effektiv og sikker håndhygiejne. Vi præsenteres for ønsker om fælles retningslinjer vedrørende tandfeen, lusekæmning, halloween, valg af julekalender og en fancy fødselsdag. Vi læser beskeder, hvor forældre lufter deres meninger om alt fra Onkel Reje til undervisningen og deres holdninger til andre børn og forældre. Løbende er der beskeder fra skolens personale om emneuger, parkering, forklaringer af dukseordninger og trætte elever i december.

Mødrene står for langt de fleste af beskederne, hvor fædrenes er væsentlig kortere. Fra persongalleriet skal nævnes skilsmisseramte Pia, der via ForældreIntra forsøger at afsætte både brudekjole og dobbeltseng, finde trænings- og gå i byen-veninder samt hjælp til at fikse vandhanen. Og Noahs mor, Daniella, der som ”ledende specialsygeplejerske” kommer med råd om hygiejne og sundhed. Samt nogle af de andre forældre, som vi lærer lidt at kende undervejs, der lufter holdninger, ønsker for deres børn og desuden kommer i konflikt med hinanden.

Virker det bekendt? Digital kommunikation kan som bekendt være en svær størrelse, og selvom der er skruet lidt op, og satiren skinner tydeligt igennem i det fiktive univers, så erdet genkendeligt, uanset om jeg læser som forælder eller lærer. Og det er præcis derfor, jeg både får røde ører og klukker af grin.

"Hvorfor skal skoletasken være så tung? Et satirisk indblik i forældreskab" er en yderst underholdende læseoplevelse, men også en vedkommende bog, der spejler os selv og hinanden, som vi også kan fremstå, når det handler om vores børn. Og med denne anbefaling lader jeg Frejas mor få det sidste ord:

”Jeg foreslår, at vi aftaler at give 50 kr. for 1 tand, pengene lægges under hovedpuden, mens barnet sover (dyb søvn, typisk mellem midnat og kl. 04), helst en seddel, for det kan gøre lidt ondt at ligge på mønter”.