For ikke så længe siden spurgte jeg en række skoleledere om, hvad de forstod ved pædagogisk ledelse. Svarene delte sig grundlæggende i to nogenlunde lige store grupper. I den første gruppe knyttede svarene sig til opgaven; det handler om at lede, udvikle og have ansvaret for pædagogikken på skolen, så den er i samklang med de omskiftelige krav og udfordringer. Den anden gruppe koncentrerede svarene om en bestemt adfærd eller det, man skal gøre som leder; lederen skal konfrontere og udfordre lærerne og personalet i øvrigt, så de reflekterer over det, de gør, lederen skal melde sine egne pædagogiske visioner og idéer klart ud, lederen skal sikre og fastholde beslutninger, der vedrører skolens pædagogik, lederen skal tolke omverdenens krav, så det bliver en relevant og spændende opgave for skolen.

I den efterfølgende fælles diskussion var grupperne på ingen måde uenige. Adspurgt om, hvilke kompetencer der skal til for at udøve den pædagogiske ledelse, blev man hurtigt enige om, at det i al fald drejede sig om to kompetencer: En analytisk kompetence, så man kan tolke, forstå og handle i forhold til de mange og indimellem modsætningsfyldte krav, der stilles til skolen, og en kommunikativ kompetence, så man både er i stand til at se og løse konflikter og i stand til at formidle og begejstre, så personalet kan se idéen og mulighederne.

Gruppen af skoleledere var ikke i tvivl om, hvad der skulle til for at erhverve sig disse kompetencer: uddannelse.

Så var den der igen. En understregning af behovet for uddannelse af skoleledere. Der er efter min opfattelse heller ingen tvivl om, at udviklingen og ikke mindst decentraliseringen af folkeskolen har medført, at vi er meget langt fra 'primus inter pares' (første blandt ligemænd). Det er ikke længere nok alene med årene på seminariet og erfaringerne i lærergerningen som ballast i jobbet som skoleleder. Dertil er ledelsesopgaven blevet alt for kompleks. Det har heller ikke skortet på politiske udmeldinger, der udtrykker forståelse for det, og en del af undervisningsminister Ulla Tørnæs' oplæg til den kommende folkeskolelov har netop taget fat i behovet for uddannelse af skoleledere. Så vidt så godt.

Skoleledere har indtil sidste år kunnet benytte sig af muligheden for at tage en pædagogisk diplomuddannelse (PD) i ledelse. Uddannelsen var bygget op af fire moduler, og som deltidsstudium var det muligt at gennemføre uddannelsen over to år. Denne uddannelse er imidlertid under afvikling og optager ikke nye studerende. Dette har på mange måder anbragt uddannelsen af skoleledere i et uddannelsesmæssigt tomrum, fordi uddannelsen endnu ikke er erstattet af en ny.

Baggrunden er, at man er i færd med at etablere en ny samlet diplomuddannelse i ledelse. Den ny diplomuddannelse i ledelse kan også gennemføres som deltidsstudium på to år. Det afgørende nye er nu ikke studietidens længde, men derimod at uddannelsen henvender sig til alle, der gerne vil være ledere uanset branche eller arbejdsområde. Uddannelsen er planlagt til at bestå af en række generelle, obligatoriske moduler og af en række valgfrie moduler som for eksempel pædagogisk ledelse, så uddannelsen på denne måde også har relevans for skoleledere.

Etableringen af den ny diplomuddannelse i ledelse tegner bestemt nogle spændende perspektiver såvel uddannelsesmæssigt som ledelsesmæssigt. For det første tiltænkes uddannelsen at erstatte alle andre lederuddannelser på diplomniveau. Og for det andet ligger der i en samlet lederuddannelse en meget klar markering af, at ledelse skal forstås som en profession - at der altså er nogle generelle og identificerbare træk ved funktionen at være leder. Den ny diplomuddannelse i ledelse ligger i øjeblikket til godkendelse i Undervisningsministeriet. Kleo forventer at være blandt udbyderne af den ny uddannelse, så snart godkendelsen foreligger. Jo før, jo bedre!

Peter Ulholm er centerleder, Kleo CVU København og Nordsjælland