Jeg er ikke i tvivl om, at hvis man fremskriver budgetterne for folkeskolerne rundt omkring i landet, vil man nå frem til Niels Egelunds konklusion, at det er nødvendigt at én lærer underviser 60-70 børn ad gangen, for at det bliver muligt, at en anden lærer tager sig af tre-fire børn med særlige behov.

Imidlertid er jeg uenig med Niels Egelund i hans konklusion, at det er nødvendigt for at bevare enhedsskolen. Konsekvensen bliver derimod dens endelige opløsning. En opløsning, der i øvrigt har været længe undervejs siden 80'erne, hvor den enkelte skole skulle profilere sig selv, og pengene blev lagt ud til den enkelte skole samt mindre central styring af skolen fra Undervisningsministeriet. Herefter bliver diskussioner om skolen til hjernegymnastik for intellektuelle.

Og hvorfor vil det nu gå sådan? Fordi Niels Egelunds udsagn må opfattes som et nødråb til de politikere i landets kommuner, der i virkeligheden sidder med nøglen til kvalitetsudvikling. Det er jo kommunerne, der betaler. Og alt afhængig af kommunalbestyrelsernes sammensætning og indstilling til folkeskolen vil der være politikere, der siger nej.

Mange steder er skolebygningerne i sig selv en hæmsko for at lave radikale ændringer af undervisningen, her tænker jeg blot modsat - hvad med alle de skoler, der ikke bliver bygget om eller renoveret? Store lokale udsving i elevtilgang påvirker også det pædagogiske råderum og skaber sine steder pladsmangel og vandreklasser.

Får udviklingen lov at gå sin gang, kan man ikke diskutere begrebet folkeskolen længere, men diskutere skoler i Danmark og den forskellighed i undervisning og pædagogik, man hver især er nødt til at ty til som følge af den resursemæssige situation - herunder bygninger. Og glem ikke, at den gode skole er den skole, der er så god, som den kan blive. Så vi kan alle stadig være glade for at arbejde på en god skole.

Niels Peter Flygaard

Rønde

Forkortet af redaktionen