Debat
1   7

Hvordan kan Alexander erobre das große Ganze

Et eventyr om to brødre fra Berlin

Frederik Den Store: Alexander, vil du erobre verden ligesom din navnebror?

Alexander von Humboldt: Ja deres majestæt, men med mit hoved.

Artiklen fortsætter under banneret

 

Ovenstående ordveksling var en familieanekdote hos familien Humboldt, men den kan faktisk have fundet sted da familien plejede omgang med den preussiske kriger- og filosofkonge.

Til dannelsen hører den store fortælling om mennesker og ideer, i hvis billede vi kan spejle og danne os for derved at overskride os selv og i dette tilfælde blive medlemmer af det naturvidenskabelige fællesskab. Til det formål kan man læse en bog, som en tysk forfatter Andrea Wulf i 2018 har skrevet på engelsk, mens hun sad på og kiggede udover Londons tage. Bogen handler om Alexander von Humboldt - Humboldt, var det ikke en sprogforsker, vil mange danske intellektuelle typisk sige. Og jo Storebror Wilhelm von Humboldt var sprogforsker og er i dag blandt andet kendt for en vigtig uddannelsesreform og for sine. Han og mange andre af de såkaldte nyhumanister i det tidlige 1800tals Preussen havde den græske antiks filosofi, kunst og litteratur som model.

Mens det kendte Humboldt Universitet er opkaldt efter begge brødrene, er der i dag langt mest grund til at tale om Lillebror Alexander. Dette uden på nogen måde at ignorere vores arv fra antikken og anden humaniora har vi p.t. et meget påtrængende behov for naturvidenskabelig dannelse. Og det er vigtigt at understrege, at det både handler om forståelse af menneskelig erkendelse og ingeniøragtig viden og tilhørende færdigheder. Man kan ikke rigtig forstå det samfund, vi lever i, uden at vide en del om naturvidenskab. Klimaproblemerne kan bestemt heller ikke løses med gode holdninger og sympatiske følelser.

Så lad os gengive den store fortælling om den menneskelige gigant, Alexander von Humboldt, der var verdensberømt i sin tid, var rollemodel for Charles Darwin - og ganske særligt fascinerende var den første til at beskrive menneskelig aktivitets indflydelse på klimaet. 

 

Alexander von Humboldt (1769-1859)

Friedrich Wilhelm Heinrich Alexander friherre von Humboldt blev født i 1769 i Berlin, som på dette tidspunkt var hovedstad for kongeriget Preussen. Hans højtelskede far Alexander Georg von Humboldt, en preussisk officer, døde da Alexander kun var ni år. Hans mor Marie Elisabeth var datter af en velhavende fabrikant og var, som Alexander og hans storbror Wilhelm senere fortalte, formel, kold og distanceret. I stedet for moderlig varme skænkede hun sine børn den allerbedste opdragelse og uddannelse. Brødrene blev opdraget af flere huslærere, som vakte deres interesse for sandhed og viden men også for frihedstanker. 

I sin barndom følte Alexander sig ofte overset af sin mor og især af huslæreren Gottlob Johann Christian Kunth. Mens hans bror Wilhelm interesserede sig for latin og græsk, flygtede Alexander ofte i de omliggende haver og skove og fyldte sine lommer med insekter, planter og sten, som indbragte ham kælenavnet den lille apoteker. Alexander havde også talent for maleri og tegning, som han i en alder på 17 år viste på en kunstudstilling i Berlin. 

Marie Elisabeth forestillede sig at begge hendes sønner skulle gøre karriere i statstjenesten og derfor sendte hun dem begge til universitetet Viadrina i Frankfurt an der Oder. Her studerede Wilhelm jura, mens Alexander skulle nøjes med såkaldt kameralvidenskab (en slags embedsmandsuddannelse, som bedst ville svare til statskundskab i dag). Efter kun et semester og en følelse af at ikke blive udfordret nok, vendte han tilbage til Berlin og lod sig uddanne i botanik. 

Men han brændte for medicin, fysik og matematik og i lighed med sin bror studiet af den græske antik. Han fulgte derfor sin bror til Göttingen og begyndte at studere naturvidenskab, matematik og sprog. Mens Wilhelm studerede flittigt, drømte Alexander om troperne og eventyr, og længtes efter at forlade Tyskland. Hans drøm var en direkte inspireret James Cooks og Louis Antoine de Bougainvilles beretninger om deres jordomsejlinger, og de tropiske palmer, som Alexander nu kun kunne beundre i Berlins botaniske have. 

I 1790 lykkedes det for Alexander at vende ryggen til Tyskland i et par måneder, da han rejste sammen med sin ven Georg Forster gennem Europa. I London så han handelsskibe, som fragtede fx østindiske krydderier, vestindisk sukker, kinesisk te og fransk vin, og disse indtryk stimulerede hans rejselyst og videbegær. Derudover mødte han i London videnskabsmænd, opdagelsesrejsende, kunstnere og tænkere som han beundrede og som udvidede hans horisont. Oplevelserne gjorde ham også trist, fordi det mindede ham om hans uopfyldte drømme. Denne følelse var så udtalt, at han på et tidspunktog han troede, at han ville miste forstanden. 

I sensommeren 1790 begyndte Alexander sine studier i Hamborg, som igen handlede om tal og kassebøger. I sin fritid lærte han dansk og svensk og læste videnskabelige afhandlinger og rejseberetninger. På morens ønske begyndte han at læse på Bergakademi i Freiberg i 1791. Akademiet havde som formål at formidle geologiske teorier med henblik på praktisk anvendelse i minedrift, og gav Alexander mulighed for at studere naturvidenskab og gav ham adgang til en nærliggende mine, hvor han studerede minens konstruktion, arbejdsmetoderne og de forskellige mineraler. 

Selvom Alexander nærmest arbejdede, studerede og rejste hele tiden, lykkedes det også ham at offentliggøre sine første bøger, hvor han udelukkende koncentrerede sig om alt det, han kunne måle og iagttage. Hans venner bemærkede muntert, at han måtte have otte ben og fire hænder, for at kunne opnå det hele. Gennem sine studier holdt Alexander de forskellige emner adskilt, for at kunne koncentrere sig om detaljer og mindre om das große Ganze, selvom præcis dette blev hans varemærke senere i livet. Det var også på det tidspunkt han blev opmærksom på den såkaldte dyriske elektricitet, som Luigi Galvani senere kaldte for galvanisme. Så Alexander eksperimenterede lystigt med frøer, firben, mus og sågar sin egen krop. 

Under et besøg i Jena, hvortil hans bror Wilhelm og hans svigerinde var flyttet, mødte Alexander Johan Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller, som var de vigtigste skabere af tysk poesi på dette tidspunkt (de er ikke overgået siden). Med Goethe indledte Alexander et livslangt venskab. Goethe var ligesom Alexander fascineret af jordens historie og botanik, og havde anerkendt at dyr og planter var tilpasset miljøet. De to venner talte begejstret om zoologi, vulkaner, botanik, kemi og galvanisme. Goethe mente, at Alexander kunne fortælle mere på en time, end man kunne læse sig til på en uge. Ligesom Jean-Baptiste Lamarck og senere og mere præcist Darwin, mente Goethe, at dyr og planter var tilpasset det miljø, de var en del af. Humboldt skrev senere til Goethe, at naturen burde føles, og at alle dem, der kun bruger kræfter på at klassificere planter, dyr og sten, vil aldrig komme til dette stadie. Heri sporer man den tyske romantiske idealisme, som Ørsted med Ånden i Naturen også var inspireret af. Den side af Alexander von Humboldt skal nok ikke genoplives. Den type tænkning hører til i Goethes værk, og den store digter var sin begejstring til trods netop ikke en stor naturvidenskabsmand. Som vi skal se, er der derimod grund til at fastholde en ikke-metafysisk helhedstænkning, som Alexander von Humboldt kan være en fornem eksponent for.

Alexanders mor havde aldrig forståelse for Alexanders eventyrdrømme, og først efter hendes død i 1796, begyndte han at forberede sin store rejse, som førte ham først til Tenerife i 1799, hvor han undersøgte fisk, vandmænd, tang og fugle. Efterfølgende tog Humboldt sammen med sin franske botanikerven Bonplant til Sydamerika, hvor de besøgte Los Llanos og Andesbjergene. En rejse, der også medførte feber, nervelidelser og diverse livsfarlige udfordringer, som fx da de dissekerede elektriske ål og måtte indkassere adskillige voldsomme stød. Efterfølgende fortalte Humboldt om kæmpe edderkopper, der spiste kolibrier, og slanger med en længde på 10 meter, som han havde set på rejsen. Han afprøvede og forbløffede de indfødte med sine teleskoper, der ’hentede’ månen tæt på, og mikroskoper, der ”forvandlede” lus til skræmmende uhyrer.

Ved Valenciasøen undrede Humboldt sig over landskabets forandring. Kæmpestore landområder, som tidligere lå under søens overflade, var nu tæt dyrkede marker. Han målte, undersøgte, spurgte de indfødte og sammenlignede årsgennemsnitte af floder og søers fordampning fra hele verden. Hans grundige undersøgelse af området, koblet med hans viden om områdets skovfældning og oprettelse af marker, resulterede i udviklingen af Humboldts teori om klimaforandringer, som forårsaget af mennesker. Teorien byggede han på sine erfaringer fra sine tidligere arbejde som bjerg vurderingsmand, hvor han også havde påpeget at skovbestanden og nedfældningen påvirker de omliggende økosystemer. Denne opdagelse gør Alexander von Humboldt til en slags stamfader til klimaaktivister, som vi vil kalde det i dag. Igen og igen fandt Humboldt eksempler på skovens betydning for økosystemerne og klimaet og hvordan menneskerne ødelagde naturens balance og dermed skadede store naturområder. 

Rejsen førte dem også til Quitos (Ecuadors hovestad), hvor Humboldt især var interesseret i vulkaner. Han var interesseret i at finde ud af om vulkanerne var lokale fænomener eller om de var underjordisk forbundet med hinanden, og om denne viden vil give svar på spørgsmålet om Jordens dannelse. På toppen af Chimborazo oplevede Humboldt, at tingene hænger sammen og han opdagede at naturen er livets net og en global kraft, som han selv kaldte det. Det førte også til skabelsen af Humboldts kernebegreb ”Naturgemälde” (naturmaleri). Et billede, som ikke nøjes med afbildningen af naturen, men en universel visning af sammenhænge, hvor fakta er koblet sammen. I den allerførste Naturgemälde viste Humboldt et tværsnit af Chimborazoen, hvor han noterede højdemeter, fugtigheden, atmosfærisk tryk, temperatur, kemisk sammensætning af luften samt dyr og planter, som fandtes i de forskellige højder. Skitsen gjorde det meget tydeligt, at naturen er global og klimazonerne er ens på alle kontinenter. 

Den anden store rejse, som Alexander var på, gik til Rusland i 1829. Denne gang tog han flere ledsagere med, mest fremtrædende Gustav Rose (professor i mineralogi) og Christian Gottfried Ehrenberg, som var naturforsker. Rejsen var ifølge Humboldt selv et kompromis mellem videnskabelige om kommercielle interesser, idet Zar Nikolaj I. finansierede rejsen i håb om, at Humboldt kunne afdække, hvordan man billigere kunne fremskaffe guld, platin og andre ædelmetaller. Humboldt havde nemlig tidligere fundet ud af at nogle metaller altid optræder sammen. 

Igen samlede Humboldt sten, planter, fisk, dyr samt gamle håndskrifter og bøger. Hans søgen efter forhold, som knyttede fænomener og alle naturkræfter sammen, blev også i Rusland belønnet. Især da han bemærkede at skovene tæt ved minedrift centre forsvandt. Skovene - som i hans verden var livets og naturens omdrejningspunkt, der de var nødvendige for vandets cirkulation. Hans anbefaling var at man ikke skulle benytte dampmaskiner, da de brugte alt for meget træ. Derudover bemærkede han, at bønderne drænede sumpområder og søer for at kunne have nye landbrugsarealer, og at dette medførte at større områder udtørrede. Disse observationer forevigede han i to bøger, hvor hans beretninger skildrede ødelæggelserne af skovene i Rusland og hvilke langsigtede forandringer, der skyldtes menneskets indgriben i naturen. 

På sine rejser lagte Humboldt også mærke til koloniseringen og de dermed opstående naturpåvirkninger. Fx så han at befolkningen i Cuba og i Cumaná dyrkede så meget sukkerrør, at der ikke var marker nok til den almindelige mad, og som derfor måtte købe den fra udlandet. Monokulturen udpinte jorden og medførte, at høsten blev dårligere. Efter hans mening var et subsistenslandbrug (hvor en bondegård er en families livsgrundlag) nødvendigt, som også ville føre til et mere lykkeligt samfund.

Naturens ligevægt handler om mangfoldighed og kunne iflg. Humboldt være forbillede for samfundet, politik og moral. Humboldts tanke, som måske i dag kan synes at være udtryk for en lidt naiv naturopfattelse, var, at på samme måde som alt i naturen er afhængig af hinanden og eksisterer i et samspil, bør samfundet være indrettet. Derved skulle udnyttelsen af fattige og undertrykkelsen andre folkeslag kunne undgås. Et emne, som han også drøftede med Thomas Jefferson, USA’s 3. præsident. Jefferson var meget interesseret i Humboldts opdagelser, da han ligesom Humboldt, var optaget af de store sammenhænge i naturen, og selv var optaget af al tilgængelig viden indenfor gartneri, matematik, meteorologi og geografi. Men slaveejeren Jefferson var mindre imødekommende, når Humboldt ud fra sin naturopfattelse kritiserede slaveriet.

Selvom Alexander havde rebellens blik for politiske uretfærdigheder, var han altid i stand til at finde velbeslåede adelsmænd, som støttede hans forskning og rejser. Pengene brugte han udelukkende til forskning, udgivelse af bøger og måleinstrumenter og redskaber. Det lod sig gøre, fordi hans personlige livstil var fordringsløs; han boede og spiste enkelt og klædte sig ikke efter moden. 

Wilhelm og Alexander var meget forskellige. Mens Alexander interesserede sig for naturen, rettede Wilhelm sin opmærksomhed mod sproget. Men begge ledte efter sammenhængene og overordnede strukturer. Hvor Alexander iagttog naturen som helhed med relationer og forbindelser, anskuede Wilhelm sproget som levende organisme. Wilhelm arbejdede næsten hele sit liv i statstjenesten, hvor han ofte blev udsendt som diplomat for Preussen. Han boede i mange år i Rom, Wien og Paris, hvor han havde en afgørende rolle for alliancen mellem Østrig, Preussen og Rusland mod Napoleons Frankrig. I dag er Wilhelm mest kendt for sin uddannelsesreform. Han arbejdede for et uddannelsessystem, hvor ikke blot aristokrater og andre med privilegier men også håndværkere, soldater og købmand kunne tilegne sig viden. Wilhelm fik grundlagt det uddannelsessystem med Grundskole, Højere skole(gymnasium) og Universitet, som stadig er modellen i både Tyskland og Danmark i dag. Højdepunktet for hans reformarbejde var grundlæggelsen af Berlins Universitet (Humboldt Universitet), som blev støttet af den daværende preussiske konge Friedrich Wilhelm III. 

I Tyskland og også i resten af verden oplevede Humboldt stor popularitet og især hans værk Kosmos, som udkom i fem bind ml. 1845 og 1862 gjorde ham verdensberømt. Opvokset i det Tyskland, der opfatter sig selv, som digternes og tænkernes land, skabte Alexander Humboldt en ny vidensstand. På grundlag af videnskabelige feltstudier indenfor fx fysik, geologi, mineralogi og botanik skabte Humboldt et nyt syn på naturvidenskaberne og den komplekse tværfaglige tankegang. Han opbyggede et netværk med andre videnskabsfolk fra forskellige fagområder og var pioner indenfor formidlingen, fordi han også kæmpede for uddannelse uafhængig af køn og social arv. 

Alexander har været med til at forme den moderne naturvidenskabelige metode, hvor dataindsamling, analyse, fortolkning, matematiske beregninger, erfaring og viden er blevet standard for at bevise hypoteser og opstilling af nye teorier. Helhedssynet bygger dermed på faktuel og detaljeret viden i sammenspil med erfaring og med henvisning til anerkendte kendsgerninger, som typisk opnås ved langvarige omhyggelige studier. 

Han påvirkede også yngre videnskabsmænd, som fx Charles Darwin, der begyndte at knytte opdagelserne sammen og som begyndte at begrunde deres teorier vha. data og observationer. Darwin, mødte Alexander flere gange, og blev inspireret af Humboldts beskrivelser af troperne. Darwin kunne beundrende nærmest citere Humboldts berømte ”Personal Narrative” udenad og han udtalte, at dette værk var grunden til hans rejse på skibet Beagle og hans ønske om at blive naturforsker. 

Académie des sciences de l’Institut de France kaldte Alexander von Humboldt for ”Den nye Aristoteles”, mens die Akademie der Wissenschaften zu Berlin værdsatte ham som tidsalderens første og største videnskabsmand. I dag kan hans motto ”alt er i vekselvirkning” kombineret med den fantastiske fortælling om en ubegrænset intelligent, energisk, flittig, beskeden og retsindig forsker være en massiv inspiration for naturvidenskabelig dannelse

Naturfagslærernes ønskedrøm

Humboldts virke ift. elevernes udvikling, skabelse af nysgerrighed og fastholdelse i naturvidenskabsrelaterede studier 

Hvordan kan vores Alex (en elev som kunne hedde Alexander eller Alexandra) rustes til at erobre verden?

Af Alexander Humboldt kan vi lære, at menneskets undren og nysgerrighed er basis for alt - for udvikling, opfindelser, erkendelser og ikke mindst lysten til at lære. Når vi undrer os over en påstand, et fænomen eller en ganske almindelig situation, finder vi løsninger. I dag starter det typisk med en googlesøgning. Nogle vil nøjes med den, mens andre vil fortsætte med at søge efter mere dybdegående viden og muligheder. 

Hvordan kan vi så udnytte elevens undren? Først og fremmest skal vi huske at dannelse og læring handler om at lære for livet og ikke for at gå til prøve eller eksamen. Forberedelserne til prøverne fylder efterhånden alt for meget i lærernes og elevernes bevidsthed og i undervisningen. Dette selvom om dem, der har designet de nuværende fællesprøver i naturfagene, formodentlig ikke er varme tilhængere af ”teaching to the test”. Ikke desto mindre er prøverne blevet meget komplekse desværre uden øget fagligt indhold. Dermed mister vi grebet om elevernes dannelse og indlæring.

I de nye prøvevejledninger indskærpes fokus på fællesfaglige problembaserede undervisningsforløb og de naturfaglige problemstillinger og arbejdsspørgsmål. Elevernes fokus bliver dermed ledt mod at formulere sig på skrift og opfylde prøvekrav. Vi tillader dermed at vores kostbare undervisningstid bruges til at vejlede til prøverne mens fagligheden mindskes. Det er et forræderi mod elevernes undren og nysgerrighed og mulighed for at blive præsenteret for nye emner eller at fordybe sig. 

Problematisk er især de modstridende prøveformer. Eleverne i dag skal på den ene side håndtere en skriftlig prøve, som er fagligt teoretisk på den klassiske måde, og på den anden side den mundtlige fællesfaglige naturfagsprøve, hvor det forventes, at eleverne forholder sig til de store fagovergribende miljøspørgsmål, som de dog skal begrunde med faglig viden. En faglig viden, som de slet ikke kan nå at tilegne sig, ikke mindst på grund af de fire ret imponerende kompetencekrav og forventningen om kreative og praktiske indslag. Den mundtlige prøve inviterer på den måde til faglig overfladiskhed. Elevens eventuelle forståelse af das große Ganze vil blive uden egentlig faglig basis. Og man kan høre elever beskrive den mundtlige prøve som blød snak.

Humboldts helhedssyn baserede sig på erfaring og den dybere faglige indsigt i materien. Det er helt urealistisk at forvente en omfattende helhedsforståelse hos en gennemsnitlig 9. klasses elev. Den pædagogiske opgave er at vække, den interesse og nysgerrighed der kræves, for at komme videre i uddannelsessystemet. At lege med de store problematikker er en fin tanke, men vi bør anerkende, at meget få unge mennesker på det alderstrin magter det for alvor

Et andet aspekt er integrationen af tværfaglighed i naturfagene. Tværfaglighed i sin natur giver sammenhængen mellem fagene og tillader, at der overføres viden fra et fag til et andet, men i tværfagligheden drukner også det enkelte fag, dets begreber og systematik. 

Desuden ligger det tværfaglige i den mundlige prøve op til at gøre den til en slags samfundsfag. Det skal ændres, så de ret få naturfagstimer ikke bruges på det. I virkeligheden er den rigtige bevægelse her at flytte den politiske samtale om klima- og miljøindsats over i samfundsfag. Ligesom naturvidenskabens store fortællinger skal over i humaniorafagene: Hvorfor læste Lykke Per til ingeniør, og hvad står der om Humboldt i min tyskbog og i min historiebog? 

Den dedikerede naturfagslærer brænder for at lære fra sig og at belyse forskelligste emner. Man ønsker at benytte æstetiske læreprocesser, kreative og praktiske elementer og ved at præsentere de store fortællinger vil man begejstre sine elever og opfordre dem til deltagelse og engagement også efter skoletid. Klimaproblemer løses ikke ved overfladisk snak men ved indsigt i kemi med mere, så der er behov for mere viden, fordybelse og systematisk dataindsamling. Mange naturfagslærere ønsker sig mindre topstyring, et mindre antal af kunstige fællesfaglige emner en og prøveform, der tester viden og færdigheder svarende til elevernes modenhed og naturfagenes teorier, love, fortællinger og dannelsesaspekter.

Det er tvivlsomt om sammenlægningen af naturfagene virkelig fremmer elevernes videbegærlighed. Måske bliver eleverne snarere i tvivl om, hvad det enkelte fag formår? Og ikke mindst - hvad med naturfagenes timetal og mulighed for at kunne undervise mindre hold, og dermed tilgodese den enkeltes elevs sikkerhed, mulighed for afprøvning og direkte respons. 

Alexander von Humboldt viser os vejen, og hans ord burde være vores motto, når vi underviser elever i udskolingen. Men vi skal huske, at det er detaljeret fagfaglig viden, der gør os i stand til på den rigtige og meningsfyldte måde at koble de forskellige detaljer og forstå, hvordan, alt er i vekselvirkning i das große Ganze.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ

Naturfagsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for naturfagene, dvs. natur/teknologi, biologi, geografi og fysik/kemi. I samarbejde med Danmarks fysik- og kemilærerforening, Biologforbundet og Geografforbundet.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.458 andre er allerede tilmeldt